Erik Jensen kaster endeligt lys over flygtningesag

Naalakkersuisoq for Arbejdsmarked Erik Jensen løfter - efter et par ugers tavshed - endeligt sløret for, hvad der gik forud for, at en østeuropæisk flygtning ankom til Nuuk den 12. april, hvilket medførte, at Kommuneqarfik Sermersooq pludselig fik travlt med at integrere manden.

Erik Jensen blander sig nu endeligt i sagen om den østeuropæiske flygtning, som har udløst en hed debat. Den ansvarlige naalakkersuisoq for området forklarer, hvad der er op og ned i sagen.
Offentliggjort

Erik Jensen afslører, at de grønlandske myndigheder først cirka ti dage før flygningens ankomst blev adviseret af de danske myndigheder. Men siden 30. november 2018 har departementet været i dialog med Udlændingestyrelsen.

-Departementet for Råstoffer og Arbejdsmarked modtog ikke nogen officiel meddelelse om Flygtningenævnets afgørelse før Departementet fik en henvendelse fra Udlændingestyrelsen den 30. november 2018. Efterfølgende har der været en fortsat dialog mellem Departementet for Råstoffer og Arbejdsmarked og Udlændinge- og Integrationsministeriet om den konkrete sags udfald og eventuelle følger og ansvar, oplyser Erik Jensen.

Vil præcisere artikler

Erik Jensen går i rette med to artikler, som Sermitsiaq.AG har publiceret (Selvstyret kendte flygtningesag i mere end to år og Naalakkersuisut nølede i flygtningesag) og skriver i en pressemeddelelse.

- Det fremgår ikke tydeligt af artiklernes gennemgang af tidsforløbet i sagen, at der reelt er tale om behandling af flere sager og ikke alene den seneste flygtningesag. Læsere af artiklerne kan få det indtryk, at den seneste flygtningesag har være under behandling siden 2012. Det er ikke korrekt. Den seneste flygtningesag begyndte, da flygtningen ansøgte om indrejse og ret til ophold i Grønland den 26. november 2015, oplyser Erik Jensen.

Han ønsker at præciere, at ”et er de danske myndigheder - Folketinget og den danske regering - som har den lovgivende og udøvende, herunder administrative, kompetence inden for udlændinge- og grænsekontrolområdet i Grønland. Området omfatter også integrationsområdet i Grønland. De danske myndigheder har således det administrative og økonomiske ansvar for udlændinge- og grænsekontrolområdet, herunder integrationsområdet, i Grønland”.

Sagsforløbet

Om lovgivningen på området og sagsforløbet oplyser Erik Jensen følgende:

- Sager om flygtninges eventuelle ret til ophold i Grønland behandles og afgøres således af de danske myndigheder, der har kompetencen og ansvaret inden for udlændinge- og grænsekontrolområdet, herunder integrationsområdet, i Grønland. Sager om flygtninges ophold i Grønland behandles og afgøres ikke af Naalakkersuisut eller grønlandske kommuner, da de grønlandske myndigheder ikke har kompetence og ansvaret inden for udlændinge- og grænsekontrolområdet, herunder integrationsområdet, i Grønland.
- Den konkrete sag om en eventuelt ret til ophold i Grønland for flygtningen, der nu opholder sig i Grønland, er derfor blevet behandlet og afgjort af de danske myndigheder. Sagen er ikke blevet behandlet af Naalakkersuisut.

Den aktuelle sag

- Den seneste flygtningesag begyndte, da flygtningen ansøgte om indrejse og ret til ophold i Grønland den 26. november 2015. Udlændingestyrelsen meddelte den 30. juni 2017 afslag på hans ansøgning om opholdstilladelse i Grønland. Grønlands Selvstyre har ikke været inddraget i sagens behandling og afgørelse, heller ikke ved en høring.

- Flygtningenævnet i Danmark er i sager vedrørende Grønland sammensat af i alt 5 medlemmer. Kun 1 af de 5 medlemmer udpeges af Naalakkersuisut. De 4 andre medlemmer udpeges af regeringen. Medlemmet, der udpeges af Naalakkersuisut, er personligt medlem af Flygtningenævnet ved dets behandling og afgørelse af sager vedrørende Grønland. Dette medlem er ikke en repræsentant for Grønlands Selvstyre eller selvstyrets interesser og varetager ikke selvstyrets interesser ved Flygtningenævnets behandling og afgørelse af sager vedrørende Grønland. Naalakkersuisut har ikke instruktionsret i forhold til medlemmet af flygtningenævnet. Naalakkersuisut har således ikke indflydelse på sagen, mens den behandles og afgøres af Flygtningenævnet.

- Selvstyret bliver af Rigsombudsmanden i september 2016 anmodet om at udpege et medlem af Flygtningenævnet. Naalakkersuisut udpeger herefter et medlem i november 2016.
Den nævnte sag om flygtningen blev behandlet i Flygtningenævnet, fordi Udlændingestyrelsen som 1. instans myndighed havde truffet afgørelse om, at flygtningens ansøgning om opholdstilladelse i Grønland skulle afvises, og at flygtningen således ikke havde ret til indrejse og ophold i Grønland. Flygtningenævnet traf den 26. oktober 2018 afgørelse som 2. instans myndighed og meddelte flygtningen opholdstilladelse i Grønland, altså næsten 2 år efter Naalakkersuisut havde udpeget et medlem til Flygtningenævnet.

Powered by Labrador CMS