Erik Jensen: Huslejen må nedbringes
Naalakkersuisoq for boliger Erik Jensen går til valg på at nedsætte huslejen
- Det er Siumuts politiske målsætning, at det grønlandske folk skal blive mere selvforsynede, heriblandt med egen bolig. Derfor mener jeg, at huslejen i de selvstyreejede udlejningsboliger bør sættes ned, så flere borgere får mulighed for at spare op til egen bolig.
Det skriver naalakkersuisoq for boliger Erik Jensen (S) i et valgoplæg.
Ifølge ham kan det gennemføres ved blandt andet at nedsætte kapitalafkastet, som tilfalder bygningsejerne.
- Et afkast som i dag er beregnet i huslejen. I takt med at udlejningsboligerne ældes og vedligeholdelsen er på et minimum, så vil det være på sin plads at huslejen også tilpasses derefter. En nedsættelse af huslejen betyder ikke, at der bliver færre midler til vedligeholdelse, da forslaget kun vedrører kapitalafkastet til bygningsejerne, fremhæver Erik Jensen.
Mindre afhængighed til offentlig forsørgelse
Han mener, at det ikke er er ikke hensigtsmæssigt at borgere med lav- og mellemindkomster og pensionister skal kæmpe for at kunne følge med huslejen til forældede boliger.
- Jeg mener, at et af de tiltag der kan gøre Grønland til et mere attraktiv sted at bosætte sig, er ved at nedsætte huslejen, og hæve boligstandarden. Siumut ønsker at bane vej for, at borgerne får råderum til at investere i egne boliger, og dermed blive mindre afhængige af offentlig forsørgelse.
- Udgifterne til boligsikring stiger i takt med huslejestigningerne. Boligsikringen betales af kommunerne og Selvstyret. Derfor vil nedsættelsen af huslejen blandt andet betyde, at udgifterne til boligsikringen vil falde. Det vil være færre borgere med gæld til huslejen, ligesom antallet af udsættelser vil blive færre, lyder det fra Erik Jensen.