Erhvervsleder: Grønland er ikke et mineland - endnu!

2010 har været rig på debat om udenlandske mineselskabers interesse for de hårde råstoffer i Grønlands undergrund. For at slå det fast fra start, kan minedrift blive en af de vigtigste faktorer i udviklingen af de nye erhverv og arbejdspladser, der skal være med til at føre Grønland frem til økonomisk at være selvbåren. Det må efterhånden stå klart for alle, at de traditionelle erhverv ikke kan løfte denne opgave alene.

Ingen successer
Men jeg er oprigtigt bekymret for, at Grønland ikke tænker tilstrækkeligt internationalt. Diskussionen for og imod mineselskaber og vilkårene for udenlandske selskaber i Grønland virker for snævertsynet. Vi har ingen ægte nyere succeshistorier på mineområdet her i landet, selvom jeg må medgive at efterforskningsaktiviteten heldigvis p.t. er stor. De to eneste miner, der har forsøgt sig i de senere år, er lukket – fordi de ikke kunne tjene penge!

Den økonomiske virkelighed er, at investeringer i minedrift balancerer på en knivsæg for, om det er rentabelt at investere i Grønlands undergrund.

Grønland har mange råstoffer, ja. Det har andre lande også. Lande, der er større, med ligeså spændende undergrund og ofte med en bedre og billigere infrastruktur. Vi skal passe på, at de ikke løber med alle investeringerne, og at den omfattende efterforskning, som vi ser i disse år, ikke pludselig stopper igen.

Rammevilkår
Vi bør naturligvis nøje overveje samtlige konsekvenser, når en lille økonomi som den grønlandske inviterer konglomerater indenfor med koncernbudgetter, der i størrelse overgår vores nationale husholdning. Vi skal dog passe på, at debatten ikke reelt spænder ben for anerkendte internationale virksomheders ønske om at lægge deres aktiviteter og dermed penge her i landet.

Hvad skal Grønland gøre for at tiltrække disse investeringer? Svaret er ikke, at man skal sælge sin sjæl og lade sig udnytte. Nej, det drejer sig om, at vi skal sikre internationale virksomheder en reel mulighed for at drive rentabel virksomhed, så de vælger Grønland frem for et andet land. De store mineselskaber har hele verden som deres arbejdsplads, de har geologiske og økonomiske, ikke geografiske præferencer. De investerer der, hvor rammevilkår, infrastruktur, omkostningsniveau, adgangen til energi eller uddannet arbejdskraft er den bedste.

Det er slut med lette penge. Den globale økonomiske krise har blot styrket virksomhedernes fokus: De tænker nøje, hvor de lægger deres investeringer. Netop på dette punkt risikerer Grønland at spænde ben for sig selv. Som det er nu, er det min frygt at vi ikke er tilstrækkeligt attraktive. De samlede omkostninger er på kanten til at være for høje og for svære at gennemskue. Penge flyder ligesom vand: Den nemmeste vej. Er vilkårene for mudrede, så flyder investeringer uden om Grønland.

Nul-tolerance
Inden for begrebet rammebetingelser er også Grønlands holdning til nul-tolerance i forhold til uran. Det er vigtigt at tænke i værst tænkelige scenarier, inden man kritikløst kaster sig ud i projekter som minedrift. Men vi skal overveje, om vi har råd til at holde fanen så højt, at vi mister jordforbindelsen.

Hvorfor skal Grønland have standarder, der strider mod normerne i andre vestlige uran-producerende lande som for eksempel Canada? Eller strider mod anbefalingerne fra eksempelvis FN vedrørende udvikling af energikilder, der kan afhjælpe den globale opvarmning, som vi jo i særdeleshed er berørt af.

Det er forståeligt, at man kan være skeptisk over for uran. Jeg siger ikke, at Grønland skal følge andet end de bedste internationale standarder – Grønland skal blot følge dem. Det må være en debat værd.

Når alt kommer til alt i den globale økonomiske bevidsthed, er Grønland for lille til at blive set, med mindre vi gør os umage. Interessen kan stoppe i morgen, og udviklingen køre uden om Grønland. Derfor skal de samlede forretningsmæssige vilkår være knivskarpe, så også mineindustri under gode kontrollable vilkår kan blive en hjørnesten i den økonomiske udvikling af Grønland.

Godt nytår!

Sermitsiaq har bedt en række toneangivende debattører om at beskrive de aktuelle udfordringer i anledning af nytåret.

Dette er den fjerde erhvervsleder i serien. Den første blev bragt i Sermitsiaq nummer 51 2010.