Epidemi i 1952 gav videnskabelige gennembrud

I øjeblikket har tusindvis af mennesker på verdensplan problemer med at trække vejret.

De hårdest ramte COVID-19-patienter er nødt til at have hjælp for at få tilstrækkeligt med ilt. Men i flere lande - herunder USA - melder forskere om mangel på respiratorer.

Situationen minder på flere måder om en voldsom epidemi med virussygdommen polio, som ramte København i sensommeren 1952. Det skriver Videnskab.dk.

»Polio og COVID-19 er to vidt forskellige sygdomme, men de har tilfælles, at begge sygdomme kan resultere i åndedrætsbesvær. Under polioepidemien kunne man i høj grad tale om mangel på respiratorer - børn døde, fordi de ikke kunne trække vejret,« fortæller overlæge Henrik Permin til Videnskab.dk. Han arbejder på lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor han blandt andet passer COVID-19-patienter.

Han har desuden kendt og interviewet flere af de læger, som under polioepidemien i 1952-53 måtte tage drastiske og innovative tiltag i brug for at redde patienter, som gispede efter vejret.

Dansk gennembrud

Selvom den amerikanske poliovaccine har fået en større plads i verdenshistorien, førte kampen mod polio i Danmark også til flere videnskabelige gennembrud.

Disse gennembrud udsprang primært fra Blegdamshospitalet i København, som dengang tog sig af smitsomme sygdomme i hovedstaden.

Under polioepidemien i sensommeren 1952 kom der alvorligt pres på hospitalet, som blev overstrømmet af nye poliopatienter dag og nat.

Epidemien kaldte på drastiske og innovative tiltag - og det var netop hvad lægerne på Blegdamshospitalet tog i brug:

De begyndte at skære hul i halsen på de værst ramte patienter og førte gummislanger ned i deres luftveje. En iltflaske blev koblet sammen med hvert barn, og med håndkraft blev der nu pumpet ilt ned i barnets lunger. 24 timer i døgnet.

Spørger man overlæge Henrik Permin, mener han, at en vigtig årsag til Blegdamshospitalets fremskridt i poliobehandlingen var et tæt samarbejde mellem forskellige specialer og faggrupper.

»Det er måske den vigtigste lære fra polioepidemien i 1952: At det er vigtigt at have et team af forskellige eksperter samlet på ét sted,« siger Henrik Permin, som har skrevet om polioepidemien i flere fagtidskrifter.

»Vi forsøger faktisk at gøre det samme i øjeblikket ved at samle coronapatienterne på lidt færre hospitaler og afdelinger, så vi hurtigt kan få opbygget en erfaring og ekspertise,« tilføjer han.

Det ukendte

Som eksempel nævner han, at man under polioepidemien i 1952 havde et dygtigt laboratorium på Blegdamshospitalet. Laboratoriet lavede analyser af poliopatienternes blod for at måle indholdet af ilt og CO2.

»I begyndelsen vidste man ikke, hvorfor polio-patienterne døde. Men ved hjælp af analyser af blodet fandt man ud af, at mange døde, fordi de fik en ophobning af CO2 i blodet. Derfor spillede blodanalyserne også en afgørende rolle for behandlingen,« siger Henrik Permin og tilføjer:

»Så det var et heldigt sammentræf, at man havde så mange kapaciteter samlet på ét sted. Narkoselæger, et godt laboratorium til blodanalyser og en politisk dygtig chef, som kunne organisere og skaffe penge til det hele.«

Dermed mener Henrik Permin, at det tværfaglige samarbejde var nøglen til den succesrige behandlingsmodel, som blev udviklet under polioepidemien i København.

Hurtigere udvikling i dag

»Dengang var der fortsat meget, man ikke vidste om polio, ligesom der stadig er meget vi ikke ved om corona.«

»Men udviklingen vil formentlig gå meget hurtigere i dag, fordi der er tale om en pandemi. Hele verden arbejder på at finde løsninger,« slutter Henrik Permin.