Enoksen garanterer for børneopsparing
Landsstyreformanden forsikrer, at børneopsparingen er kommet for at blive. Hans Enoksen lover sågar, at beløbet bliver på 1000 kroner hvert år.

Landsstyreformand Hans Enoksen garanterer, at børneopsparingen på 1000 kroner til hvert et barn under 18 år er kommet for at blive.
– Landsstyret har ingen planer om at stoppe indbetalingerne og vi har heller ingen planer om at reducere beløbet på de 1.000 kroner, siger Hans Enoksen ifølge KNR.
Loven om børneopsparing har været et af Siumuts hovedkrav siden landstingsvalget i 2005. ”Børnechecken" som den hed i folkemunde var et af partiets valgløfter, men ideen stammer helt tilbage fra 1998. Her fremsatte Siumut et forslag i Landstinget om, at alle børn skulle modtage et børnetilskud uanset forældrenes indtægt.
Efter valget blev børneopsparingen en del af koalitionsgrundlaget og loven trådte i kraft 1. januar i år. Ifølge Hjemmestyret er der oprettet 16.000 konti til børn og unge under 18 år, der hver især får kr. 1000 indsat i år. Det svarer til 16 millioner kroner. I bemærkningerne til loven forventer Hjemmestyret at børneopsparingen vil koste omkring 18 millioner kroner om året. Derudover koster det omkring en million kroner årligt at administrere loven foruden 200.000 kroner til at oplyse om opsparingen i år.
Under landstinget 3.behandling af finansloven for 2007 stemte Siumut, Inuit Ataqatigiit og Atassut for børneopsparingen, Demokraterne var imod, mens Katusseqatigiit og løsgænger Esmar Bergstrøm var hverken for eller imod.