Enighed om Grønlands undergrund

Selvstyrekommissionens arbejdsgruppe om indtægter fra Grønlands undergrund er endelig blevet enig. Danmark gav sig, så indtægter fra Dong også regnes med.

Kommissionsmedlem Kuupik Kleist fra Inuit Ataqatigiit siger, at forhandlingerne har været en sej omgang, men at der er indgået de nødvendige kompromiser.
Offentliggjort

Danmark giver sig, så indtægter fra Dong også regnes med, når indtægterne fra Grønlands undergrund skal gøres op og fordeles mellem Danmark og Grønland. Til gengæld kan Grønland ikke oprette en fond, så nogle indtægter holdes uden fra regnskabet.

Det står klart, efter at den dansk-grønlandske selvstyrekommissions arbejdsgruppe på området omsider var færdig med sit arbejde onsdag eftermiddag. Dansk Folkeparti står uden for forslaget.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti lovede fortsat kamp mod aftalen, selv om han er tilfreds med det seneste kompromis, hvor indtægter ikke kan holdes uden for regnskabet i en grønlandsk oliefond.

- Vi er lodret uenige i principperne i aftalen, siger han.

Principperne er, at Grønland kommer til at eje indtægterne fra undergrunden, mens Danmark skal have halvdelen af indtægterne, indtil bloktilskuddet fra Danmark på 3,2 milliarder årlige kroner er dækket. De allerførste 75 millioner årlige kroner er Grønlands alene.

Kommissionsmedlem Kuupik Kleist fra det venstreorienterede grønlandske parti IA siger, at det var en sej omgang, men der er indgået de nødvendige kompromiser.

Formelt skal forslaget til aftale godkendes i den samlede selvstyrekommission.

Formanden for arbejdsgruppen, tidligere minister Frank Jensen (S) forklarer, at Danmark har givet sig ved i fælleskassen at medregne indtægter, som energiselskabet Dong måtte få fra sin koncession i Grønland.

- Hvis Grønland opretter et kommercielt olieselskab, skal de indtægter også tælles med. Jeg synes, at begge sider har givet ind. Den danske side har sagt, at vel er Dong et kommercielt selskab, men i dette tilfælde har vi sagt, at det er vigtigt, at der ikke opstår huller, så derfor må de indtægter også tælles med. Danmark har givet sig et lille ryk. Grønland har kvitteret for det, og så har vi fået kompromiset. Men det har været en hård nød at knække, siger Frank Jensen.

Per Ørum Jørgensen (K) siger, at det var vigtigt, at Grønland ikke bare kunne opbygge en oliefond, så kun udbyttet fra oliefonden skulle medregnes i regnskabet om bloktilskud.

- Det er helt centralt for os, at det nu er indtægterne direkte fra undergrunden, efter skatter og afgifter, som modregnes, siger han.

- Det er en meget fornuftig aftale med det formål, at Grønland bevæger sig over imod en selvbærende økonomi. Det handler om at nedbringe bloktilskuddet og den afhængighed, som bloktilskuddet giver, siger Ørum Jørgensen.

Søren Espersen siger om undergrunden:

- Vores holdning er, at det er statens ejendom, indtil Grønland blive selvstændigt. Det har vi ikke kunnet få medhold i. Derfor står vi udenfor.

Powered by Labrador CMS