Enighed om forum for ja til uran

Tirsdag den 20. juli er der stiftende generalforsamling i den nye forening med arbejdstitlen Kvanefjeld Forum - Kuannersuit pillugit oqalliffik.

Josef Petersen, Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto

Initiativtageren til etablering af en forening for mineralefterforskning på Kvanefjeldet, Kuannersuit, i Narsaq er tilfreds med udfaldet af det første offentlige møde mandag aften.

- Selvom det er ferietid mødte næsten 40 op til mødet, og det viser at der er stor interesse for at danne et alternativ til anti-uranforeningen her i byen, siger initiativtageren, Josef Petersen.

På mødet blev det besluttet at holde stiftende generalforsamling tirsdag den 20. juli, hvor der skal godkendes vedtægter og vælges en bestyrelse.

Mødet mandag aften besluttede at forening skal hvile på disse fire grundelementer:

1. Efterforskning efter uran og uranholdige mineraler skal tillades, hvis det kan dokumenteres at der ingen fare er for natur og mennesker.

2. Ved udvinding af mineraler skal lokal og hjemmehørende arbejdskraft prioriteres.

3. Medvirke til at debatten for eller imod uran foregår på et sagligt og dokumenteret grundlag.

4. Arbejde på at blive høringspart.

Josef Petersen understreger at foreningen er åben for alle, både de der er for udvinding af uranholdige mineraler og de der er imod.

- Jeg har ikke selv taget stilling til om jeg er for eller imod. Jeg tager stilling, når resultatet af efterforskningen er færdig, siger Josef Petersen.

Han indrømmer dog at det overvejende var tilhængere af mineraludvinding, der deltog på mødet.

Powered by Labrador CMS