En svær tavshedskultur

Avisen AG har talt med Børnetalsmanden, hvor hun i et åbenhjerteligt interview ser tilbage på de syv år, hun har varetaget sin stilling. Avisen har valgt at dele artiklen med nettets læsere i anledning af julen. Rigtigt god læselyst.

Selvmord er desværre ofte endestationen for mennesker, der er vokset op med svigt

I syv år har Grønlands børnetalsmand, Aviâja Egede Lynge, rejst Grønland rundt for at dokumentere levevilkårene for børn. Nu fortæller hun om mødet med social kontrol og usunde magthierarkier ude i nogle af de små samfund. Hvor voksne dækker over voksne, så hemmeligheder består, og svigt og overgreb mod børn forties. Her giver hun sin forklaring på, hvorfor grumme livsomstændigheder for nogle udsatte børn i Grønland ikke ændrer sig. Omstændigheder, der kan føre til selvmord.

Aviâja Egede Lynge indtager salens talerstol, der er udskåret, så den ligner det sidste, man ser af en hval, før den dykker. Børnetalsmanden står lige midt i halefinnens to buer.

Den oplyste sal er fuld af ansigter, der lytter.

Hun har lagt armene omkring sig selv, som en omfavnelse, og nu beder hun salen, der egentlig er kommet for at høre om selvmordsforebyggelse i Grønland, om at følge hendes eksempel. Folk rejser sig, står skulder ved skulder, mens de holder om sig selv.

Hun fanger tilhørernes blikke. Så beder hun med rolig stemme salen om at gentage det, hun siger.

»Tamatta assigiimmik naleqarpugut«, lyder det på grønlandsk oppe bag halefinnen, og salens mange stemmer blander sig som et kor:

»Vi er alle ligeværdige«.

»Jeg er værdifuld«, siger børnetalsmanden.

»Jeg er værdifuld«, gentager salen.

»Uanset hvem jeg er, så har jeg værdi«, siger hun, og hver en strofe, der forlader hendes læber, gør salen til sin egen, sætning efter sætning bliver repeteret ud i rummet som en magisk besværgelse.

»Uanset hvordan jeg ser ud, så har jeg værdi. Uanset hvad der har været tungt i mit sind, så har jeg værdi. Uanset hvilket sprog jeg har, så har jeg værdi«.

»Vi har alle samme værdi«, messer salens stemmer.

Et par dage senere sidder Aviâja Egede Lynge med huen trukket godt ned over panden i den kolde vind bagerst i en åben båd, der sejler ud af havnen i byen Ilulissat i Nordgrønland. Om-kring os driver små og store isfjelde, det eneste konstante her i fjorden er forandringen.

Det, hun lavede i salen, kalder hun en øvelse. En øvelse, hun efterhånden har lavet med borgere 40 forskellige steder i Grønland, mens hun har været landets børnetalsmand.

Ordene i øvelsen er inspireret af samtaler, hun har haft ude i de lokale samfund. Det er befolkningens smerte, hun har vendt om, siger hun.

Mange føler ikke, de er noget værd, for det er der aldrig nogen, der har fortalt dem, forklarer børnetalsmanden. Og mennesker, der ikke føler, de har værdi, kan være farlige, både for sig selv og for andre.

»Det her er et traumelandskab«, siger hun, mens isen skurrer mod bådens bund.

»Grønland er et traumelandskab«.

I syv år har det været Aviâja Egede Lynges opgave at dokumentere børns levevilkår i Grønland og holde øje med, om landet overholder FN’s Børnekonvention.

»Nu har jeg rejst næsten hele Grønland rundt, og jeg kender derfor rigtig meget til de problemer, vi har, og ved, hvorfor de problemer bliver ved med at være der«, siger hun.

»Nu synes jeg, vi skal tale om det«.

Med kærligheden til sit folk og sin kultur forrest ønsker hun i det her interview at give sin forklaring på, hvorfor de grumme livsomstændigheder for nogle børn i Grønland tilsyneladende aldrig ændrer sig – livsomstændigheder, der kan give traumer, som senere kan føre til selvmordsforsøg og selvmord.

Hun ønsker at nærme sig svaret på det spørgsmål, mange stiller, når de kigger på Grønlands triste statistikker for seksuelle overgreb, vold og misbrug:

Hvorfor bliver det ikke bedre?

Hun vil løfte sløret for den sociale kontrol og de magthierarkier, hun har stået ansigt til ansigt med ude i nogle af de små samfund, og hun vil pege på den manglende forståelse for grønlandsk kultur, som ifølge hende gør, at hemmeligheder og tabuer får lov at bestå.

Børnetalsmandens arbejde handler om at få virkeligheden frem. Og skal man det, er der kun én vej, siger hun: Inddrag dem, det handler om. Lyt til befolkningen. Lyt til børnene.

»Vi har brug for et kæmpe skift i Grønland i forhold til at se på de menneskelige behov«, siger Aviâja Egede Lynge.

»Al respekt for fokus på erhverv og vækstmuligheder, ikke? Men hvis vi ikke vokser som mennesker, sker der ingen forandring. Vi kan ikke vokse som land, så længe vores traumer holder os fastlåst, og vi sidder i en daglig angst for at miste vores børn eller vores venner til selvmord«.

Det er den angst, siger hun, mange i Grønland lever med.

»Folk undrer sig over alkoholtallet, over selvmordstallet, over alt muligt, og spørger så: ’Hvor kommer det dog fra, og hvad er roden?’. Jamen, det er mennesker, der har brug for hjælp. Dét er roden«.

Aviâja Egede Lynge har også et bud på, hvorfra hjælpen skal komme:

Fra det grønlandske folks kollektive kultur, der kan være med til at holde mennesker nede og ude, men som – når den bliver brugt rigtigt – rummer fællesskabets styrke og forandringens kraft.

Grønlands befolkning skal hele sig selv, siger hun. I samarbejde med politikerne og systemet.

Som en af hendes unge samarbejdspartnere skrev på Facebook for nylig:

»Vi er ikke, hvad vores traumer har gjort os til, vi er hvert skridt, vi tager på vejen frem mod vores heling«.

Licens til at overvåge

Siden 2015 har Aviâja Egede Lynge båret rundt på et id-kort, der giver hende adgang til alle institutioner i landet, hvor børn opholder sig. Børnetalsmanden kan ikke holdes ude.

Hun er uddannet socialantropolog fra Skotland og kom i 2014 igennem nåleøjet til en specialistuddannelse i menneskerettigheder på Colombia University i New York, som en ud af de ti udvalgte i et felt med 300 ansøgere fra hele verden.

Få år før havde Grønland fået sin første børnetalsmand og oprettet en institution omkring posten, MIO hedder den, og da Aviâja Egede Lynge i 2015 søgte og fik stillingen, troppede grønlandske journalister op ved hendes hjem med kameraer og mikrofoner for at spørge, hvad hun havde planer om at udrette.

»Jeg sagde til dem, at det kunne jeg først svare på, når jeg havde været ude og tale med dem, mit job handler om«, siger Aviâja Egede Lynge.

Hendes første rejse som børnetalsmand gik til den her del af landet, til Nordgrønland.

»Jeg kan huske, jeg fik tanken: Er det virkelig Grønland, det her? Er det mit Grønland? Er det virkelig sådan, folk har det?«, siger hun.

»Jeg havde i mange år vidst, at vi havde store problemer med børns levevilkår, jeg kendte tallene, og jeg havde hørt forskere og politikere tale om det, men det var noget helt andet selv at snakke med folk om deres liv. Høre, hvordan børnene havde det, hvordan forældrene havde det«.

Det var stemmen fra befolkningen, hun hørte, og den fortalte voldsomme historier.

Aviâja Egede Lynge taler om fysisk og psykisk vold, om myndighedspersoner, der har krænket børn, og om mødet med familier, der er så fattige, så de varme hjemmet op med engangsgrill.

Hun fortæller om stor ulighed, både i økonomi og i sundhed. Om små bygder, hvor børn, der er blevet krænket, skal sendes til en større by, før de kan blive undersøgt, og når de endelig lander det rette sted, er der ikke flere beviser tilbage. Så kommer retssagen aldrig, og den krænkede kan komme til at leve med krænkeren tæt på.

Og hun fortæller om mødet med de enkelte børn. En af de oplevelser, der gjorde allerstørst personligt indtryk i Aviâja Egede Lynges første år på posten, var mødet med en lille pige i en bygd i Nordgrønland, hvor børnetalsmanden og hendes team fandt ud af, at der foregik mange seksuelle krænkelser, og hvor mange børn levede med omsorgssvigt.

»Pigen var omkring 7-8 år gammel. Hun spurgte, om jeg ikke nok ville tage hende med mig«, siger Aviâja Egede Lynge.

Hun holder en pause.

»Det var en af de rigtig svære. At så lille en pige ønsker at blive taget med. Det sad dybt i mig i flere år«.

På væggen på hendes kontor i børnetalsmandsinstitutionen MIO’s lokaler i Nuuk hænger et fotografi af pigen fra bygden. Et nærportræt i sort og hvid, med øjenkontakt og bløde kinder.

Fra en anden rejse husker Aviâja Egede Lynge en pige på 12-13 år, som havde forsøgt selvmord.

»Den pige kom fra et hjem med meget vold og meget alkohol, og hun fortalte mig, at hun havde virkelig meget brug for at komme væk«, fortæller hun.

»Hun havde forsøgt at henvende sig til kommunen, og det hjalp ikke, hun havde forsøgt at begå selvmord, og alligevel skete der ikke noget«.

Da pigen havde fortalt sin historie, trak hun trøjeærmet op for at vise børnetalsmanden, at hun havde skåret sig. Såret blødte.

»Og så siger hun: ’Tror du så på mig?«, fortæller Aviâja Egede Lynge. »Den pige er også en, jeg aldrig glemmer«.

Pigen kom væk, fortæller hun, hun fik plads på en institution og har i dag et godt liv, i en by et andet sted i Grønland.

Det yngste barn, Aviâja Egede Lynge har mødt på sine rejser rundt i Grønland, som ønskede at tage sit eget liv, var en pige på otte år.

Mørket og lyset i kulturen

Dagen efter sidder vi på en café i Ilulissat og spiser grønlandsk rødfisk i karry. Rundt om hjørnet, på et andet spisested i byen, har de grønlandshval på menuen, formentlig kødet fra en 200 år gammel kæmpe, som blev fanget i bugten for par måneder siden, som en lokal mand fortalte. Han skulle ikke selv nyde noget, sagde han, ikke når hvalen var så gammel.

»Det er noget med huden«, som han sagde og skar en grimasse.

På cafeen forklarer Aviâja Egede Lynge, hvad hun mener, når hun siger, at det grønlandske folk har en kollektiv kultur.

»Jamen, sådan var den traditionelle inuitkultur, og sådan er det stadig i dag i Grønland, bare i en anden udgave. Vi er et fællesskab, og vi orienterer os som mennesker efter det fællesskab«.

Grønlands kollektive kultur har to sider, siger hun.

Den mørke side er, at en kollektiv kultur kan føre til usunde strukturer, som tavshedskultur, social eksklusion og mobning.

Den lyse side er, at positive forandringer kan ske pludseligt og med stor kraft. Hvis de rigtige mennesker går forrest i en social bevægelse, vil resten af kollektivet følge dem.

»Det er et kæmpe potentiale«.

Ude i verden er hendes arbejde i Grønland begyndt at nyde anerkendelse. De holder øje med Grønlands børnetalsmand både i FN og blandt verdens oprindelige folks ledere. For nyligt var Aviâja Egede Lynge i New York for at holde oplæg om sit arbejde med ’community based development’ og oprindelige folks rettigheder.

»Men i vores eget land synes jeg, politikerne har været langsomme til at indse, hvad udvikling inde fra et samfund har af perspektiver. De har haft svært ved at forstå, hvor meget det betyder at inddrage borgerne selv og skabe rammer, der gør dem til aktører i deres egen udvikling«.

Det fortrolige rum

Når Aviâja Egede Lynge og hendes team lander et sted for at dokumentere børns vilkår eller oplyse ombørns rettigheder, begynder de stort set altid med at etablere fortrolige og trygge rum, hvor borgerne kan tale frit om det, der gør ondt.

Ofte finder de et sted i byen, hvor borgerne kan komme anonymt og tale med børnetalsmandens medarbejdere, der har tavshedspligt.

Det møde med befolkningen, siger hun, er meget anderledes end politikernes.

Politikerne ankommer groft sagt til en by eller en bygd, hvor de holder et møde med stedets formelle ledere – eller laver et erhvervsfremstød – og så rejser de igen.

Eller, siger hun, politikerne ankommer til byen, holder et såkaldt borgermøde og rejser igen. Bagefter, siger hun, kan de så bryste sig af, at de har inddraget befolkningen.

»Men dem, der møder op til borgermøder, er stort set altid byens ledere, formelle eller uformelle, og det er ikke dem, der stiller sig op og råber op om, at der er omsorgssvigt i byen, eller at her bliver der krænket børn«, siger Aviâja Egede Lynge.

»På den måde kommer du aldrig nogensinde ind til virkeligheden«.

Hun fortæller om en konkret bygd, hun har besøgt.

»De første, vi mødte, da vi ankom, var selvfølgelig to uformelle ledere, to mennesker med magt i byen. Vi talte med dem, og der var ingen problemer i den her bygd. Alle børn havde det godt, familierne havde det godt, der var ingenting at komme efter«, siger hun.

Efter mødet tog hun og hendes medarbejdere over til skolen for at tale direkte med børnene. Men en af de uformelle ledere, teamet havde mødtes med tidligere, var skoleleder i byen, og han insisterede på at være til stede.

»Alle børnene sad og kiggede ned, mens de holdt øje med skolelederens blik. Social kontrol, ikke? Børnene sagde intet. Vi fik igen ingen data«, siger Aviâja Egede Lynge.

Det var først i de fortrolige samtaler, hvor borgerne kunne være anonyme, at sandheden kom for en dag.

»Og så væltede det frem: Seksuelle krænkelser. Alkoholproblemer. Og de formelle ledere var en del af selve problemet«, siger hun.

»De var ikke krænkere, men de dækkede over krænkere. De var relateret med dem«.

Det er et godt eksempel, siger Aviâja Egede Lynge, på hvordan hendes team arbejder med børns rettigheder i små lokalsamfund.

Nogle gange tager hendes medarbejdere børnene på gåture i fjeldet, fortæller hun, fordi børnene er bange for, at nogen ser dem tale med de voksne fra børnetalsmands-institutionen MIO.

»Den rejse, jeg har været på de seneste syv år, er blevet en rejse ind i social kontrol og skadelige magtstrukturer, og ind i forståelsen af, hvordan man får det frem, som ikke bliver sagt højt«.

Normalisering af det uacceptable

På cafeen i Ilulissat bliver vi betjent af en pige på otte-ti år, som hjælper sin mor. Hun svarer genert på Aviâja Egede Lynges spørgsmål, smiler til os og smutter ud i køkkenet igen.

»Så sød« siger Aviâja Egede Lynge og fortsætter med at fortælle om sit arbejde.

Hun vil gerne give endnu et eksempel på et besøg i en bygd, hvor børns rettigheder blev krænket. Her fandt hendes team ud af, at der havde været en lærer, som havde fået besked på, at han ikke måtte undervise på skolen mere.

Læreren boede stadig i bygden, og mens børnetalsmanden og hendes team havde aktiviteter med børnene på skolen, kom han pludselig dryssende ind på området. Børnene begyndte at opføre sig underligt, fortæller hun, og en af hendes medarbejdere spurgte skolelederen om, hvad der egentlig foregik.

Skolelederen fortalte så, at manden var forment adgang til skolen, fordi han havde pillet ved pigerne. Men reagerede altså ikke på, at manden troppede op.

Under de anonyme borgerhenvendelserne talte en af Aviâja Egede Lynges medarbejdere med nogle af bygdens børn, og de fortalte, at når skolen sluttede, var der flere af dem, der plejede at tage op til mandens hus.

Med den oplysning i hånden mødte Aviâja Egede Lynge selv op på skolelederens kontor og spurgte, om hun var klar over, at børnene kom hjemme hos krænkeren.

»Det vidste hun godt. ’Han er jo god til engelsk’, sagde hun. ’Børnene kan godt lide at være deroppe’. Hendes eget barnebarn kom hos den mand, og heller ikke det reagerede hun på«.

For Aviâja Egede Lynge er det historien om en normalisering af det absolut uacceptable, siger hun.

Senere fandt teamet ud af, at skolelederens mand var en af bygdens magtfulde mænd. Og når han syntes, det var okay, at børnene kom hos den bortviste lærer, så skal alle synes, det er okay, forklarer hun.

»Sådan er magtstrukturerne i nogle af de små samfund. Det er skyggesiden af den kollektive kultur«.

Eksemplerne med de to bygder er ekstreme, understreger hun. Der er mange steder, hvor børn har det godt. Men hendes fokus er der, hvor børns rettigheder ikke bliver overholdt.

Aviâja Egede Lynge fortæller, at Grønland faktisk har en god børnelovgivning, der er underretningspligt, og alt det formelle er på plads.

»Men hvordan beskytter man børn i de samfund, der ikke passer på dem?«, siger hun.

»Det er et jo spørgsmål om overlevelse. Faktisk. Overlevelse for familier og børn«.

For Aviâja Egede Lynge viser eksemplerne fra de to bygder, hvor galt det kan gå, hvis ingen spørger befolkningen selv, hvordan de har det.

»Hvis du ikke gør det, kommer du ikke ind bag den mur, der gemmer ting væk. Og den mur er hård«, siger hun.

»Men vi skal ind bag den, for vi kan ikke ændre det, vi ikke kender til«.

Hun lægger bestikket fra sig.

»Den konklusion, jeg er nået frem til, er, at vi hverken kan flytte samfundet eller forbedre børnenes vilkår, hvis vi ikke kommer ind til kernen af, hvordan de små samfund er opbygget, og forstår, hvem det er, der hjælper hinanden«, siger hun.

Hun sidder lidt.

»Man kan lave nok så mange strategier, og man kan sende nok så mange penge fra Danmark til Grønland. Men hvis man ikke forstår de her små samfund, bliver problemerne aldrig løst«.

Børnetalsmandens institution MIO har skærpet underretningspligt, fortæller Aviâja Egede Lynge, så når teamet har besøgt en by eller en bygd, hvor børns rettigheder ikke bliver overholdt, bliver de sociale myndigheder underrettet – og politiet, i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.

Efter rejser offentliggør MIO en rejserapport, hvoraf det fremgår, hvilke problemer der er for børn i den pågældende kommune.

Tavshedskulturen hersker

Situationen er desværre den, siger Aviâja Egede Lynge, at nogle steder i Grønland lever befolkningen temmelig isoleret, og der kan folk være dybt afhængige af hinanden.

»Jeg har oplevet hele systemer, hele lokalbefolkninger, der er indrettet således, så de voksne beskytter hinanden i stedet for at beskytte børnene«.

På de steder kan der opstå en tavshedskultur, hvor ingen taler om det, alle ved. Som når en krænker går rundt i årevis, uden at nogen griber ind, siger børnetalsmanden.

Hun understreger, igen og med stor vægt, at den slags historier er sjældne i Grønland.

Men de findes.

»Tavsheden kan skyldes mange ting, som frygten for at ens familie bliver vanæret, hvis noget ubehageligt kommer frem i lyset«.

Der er meget mobning i Grønland, forklarer børnetalsmanden. Meget mobning og meget sladder – og det kan også fungere som social kontrol. For hvis et menneske bryder et tabu og bliver mødt af social eksklusion eller mobning af den grund, er det ikke ligefrem noget, der hjælper større åbenhed på vej.

»Mobning spiller ind på, at vi ikke får talt nok om problemerne i Grønland«, siger hun.

Tavsheden kan også skyldes afhængighed, siger hun. Hvis et menneske er økonomisk afhængig af en onkel, som er krænker, har vedkommende slet ikke mulighed for at tale højt om det, onklen gør.

»Andre gange kan en krænker tilhøre en magtfuld familie, og hvad sker der så med den person i byen, der retter anklagen?«.

Det er forskellige magtbalancer, som kan betyde, at problemerne fortsætter.

»De her usynlige magtrelationer er en af grundene til, at vi ikke får stoppet de svigt, som nogle børn vokser op med. Og som alt for ofte kan føre til selvmord«.

Aviâja Egede Lynge leder efter ordene, noget, hun ellers sjældent gør.

»... det er også derfor, vi ikke kan bruge tv-kampagner om, at du bare skal lave en anmeldelse, hvis du kender til en krænkelse, til noget«, siger hun.

»Det dur jo ikke, hvis anmelderen risikerer alt ved at gøre det. Så har den form for opfordringer jo nul effekt«.

Borgernes historier

Vi er sejlet gennem isfjorden og er landet i en lille bygd tæt på Ilulissat, en gammel hvalfangerstation, hvor der i dag bor 49 mennesker. De små farvede træhuse står nærmest på bjælker, og bens indbyggere har selv trukket vand fra hus til hus. Men bygden er velfungerende, fortæller en mand fra Ilulissat, som har sejlet os herud, der er gode folk i byen, som passer på stedet og på dem, der bor her.

»Alle de andre bygder kunne gøre det samme, men nogle steder har de ikke overskuddet, og de mangler de ildsjæle, der kan vise vejen frem«, siger han.

Her i bygden lever de af fiskeri, hellefisk og ørred, og af jagt, rensdyr og moskus. Til vinter er der hvidhvaler nordpå.

Aviâja Egede Lynge står ved bygdens lille butik og taler med en ældre kvinde, der er kommet over for at tale med hende. I Grønland ved alle, hvem hun er, selv i den mindste flække.

»Der, hvor vores arbejde er slået meget igennem, er faktisk i bygderne«, siger hun, mens vi går rundt i fjeldet.

Hun fortæller, hvilken type menneske man skal være for at gøre sig i de små bygdesamfund, at man skal være tillidsskabende og umiddelbar. Det er det, der virker her.

»Man skal være nede på jorden, i øjenhøjde med folk. Folk har brug for anerkendelse«.

Også i den store by, i Ilulissat, henvender folk sig til hende på gaden. Mens hun har været der, har hun fået tre borgerhenvendelser.

»Folk hungrer efter at fortælle«, siger hun, »mange steder kommer der aldrig nogen og lytter«.

I Ilulissat blev hun blandt andet stoppet af en ung kvinde, der ville fortælle hende sin historie.

Kvinden fortalte, at hun var blevet voldtaget, siden hun var fire år af sin onkel, som truede med at slå hendes lillesøster ihjel, hvis hun sagde det til nogen. Da hun var blevet lidt større, forstod hun, at hun var nødt til at blive stærk for at holde ham væk. Så hun begyndte at træne ved at løfte sten. Større og større sten, tungere og tungere. En dag kom hun til lægen, som sagde, at hun havde trænet så meget, så hun var nødt til at stoppe.

Jeg spørger, hvordan Aviâja Egede Lynge kan holde til at høre på alle dem, der lider.

»Supervision«, svarer hun, »så lærer man det med tiden«.

»Men nogle gange kan jeg da godt tænke: Er det det her, jeg skal bruge mit liv på? Høre alle de her frygtelige historier?«.

Stemningsskiftet

Lige da Aviâja Egede Lynge var tiltrådt som børnetalsmand, fornemmede hun en skepsis fra befolkningen. Der var folk, som var bekymrede for, hvad hendes ærinde egentlig var, når hun var ude i landet. Men i dag, siger hun, møder hun næsten kun varme og taknemmelighed.

Hun har også registreret et stemningsskift et andet sted i samfundet.

I begyndelsen oplevede hun meget modstand fra de kommuner, hun og teamet havde aflagt besøg. For ofte landede informationerne fra børnetalsmandsinstitutionen MIO’s rejserapporter i den grønlandske presse. Og det var ikke alle kommuner, der var lige tilfredse med at læse, at de ikke kunne passe på børnene.

»I rapporterne nedskriver vi børns oplevelse, altså ikke bare tal, men deres historie, og det skabte ramaskrig blandt nogle politikere, for det var jo deres egne vælgere, deres egne borgeres problemer, der blev afdækket«.

»Den værste oplevelse«, fortæller Aviâja Egede Lynge, »var en socialdirektør, som blev citeret i Grønlands store avis, Sermitsiaq, hvor han udtalte, at ’børnetalsmanden måtte have mødt nogle børn, som havde en dårlig dag’«.

Vreden fra dengang vender tilbage, mens hun fortæller.

»Og det her, det var ... seksuelt krænkede børn. Jeg kan huske, at min kollega bare så på mig og sagde: ’Du går nu. Ud at gå tur med dig. Ud i den friske luft’. Ellers var jeg eksploderet«.

Hun har også oplevet kritik af børnetalsmandsinstitutionen MIO’s metoder, siger hun. Men især de første år.

»’Aviaja har bare talt med nogle børn, det er ikke statistikker, det er ikke forskning’. Det var sådan noget, kritikerne sagde«, fortæller hun.

»Men i dag er det faktisk sådan, at man lytter. Hver eneste gang, der er noget med børn på den politiske dagsorden, bliver vi i MIO taget med på råd«.

Dårlig kopi af dansk system

Vi sidder i en bil, der holder stille på en vej højt oppe i Ilulissat, med panoramaudsigt over isfjeldene i fjorden.

Jeg spørger Aviâja Egede Lynge, hvorfor hun tror, Grønland er endt i en situation, hvor systemet mangler føling med, hvad der foregår i nogle af de små samfund.

»Vi var jo vant til at have det koloniale styre, som blev kørt fra Danmark, og der spurgte man aldrig nogensinde befolkningen, hvad de syntes. Man gjorde bare tingene og traf beslutninger hen over hovedet på folk«, siger hun.

»Så fik vi hjemmestyre og siden selvstyre, og selv om det er blevet bedre med tiden, har ingen af de to systemer formået at inddrage sine borgere nok«.

Hun mener, Grønland i mange år har kørt med dårlige kopier af et dansk system, som slet ikke passer landet og kulturen.

»Og så tror jeg, Grønland har haft så travlt med at passe sig selv, så systemet har glemt mennesket i alt for mange år«.

I dag kan skylden ikke lægges over på en kolonimagt, siger hun. Det er Grønland selv, der skal lære at få sine borgernes virkelighed frem i lyset.

Det, der har været hårdest i hendes arbejde, har været at møde de børn, der lider, siger hun. Men det næstsværeste har været at udføre arbejdet som børnetalsmand blandt det folk, hun selv tilhører.

»Jeg er jo selv en del af den kollektive kultur, jeg taler om«, siger hun.

»Jeg er vokset op med, at vi er en gruppe, og du ikke går ud og siger noget højt om andre i den gruppe. Det er virkelig noget, jeg har skullet arbejde med følelsesmæssigt. At nu gik jeg ud og sagde nogle svære ting højt«.

Jeg spørger, om hun har følt sig illoyal.

»Nej« siger hun, »det er ikke illoyalitet. Det er en følelse af, at det her gør man bare ikke imod sin egen kultur«.

Aviâja Egede Lynge fortæller, at da hun havde skrevet sin rejserapport om byen Tasiilaq i Østgrønland, måtte hun græde, før hun afleverede den.

»For jeg havde ikke lyst til at udstille dem«.

I rapporten var nævnt mange forhold omkring krænkelser, vold, misbrug og svigt.

»Men«, siger børnetalsmanden. »Det er jo de dejligste mennesker, der bor i den by. Og det er også en del af mit job: At lytte til de forældre, der svigter deres børn«.

De forældre, hun møder, ønsker ikke at svigte deres børn. De har det så dårligt, siger hun. Nogle af dem er ludfattige. Nogle af dem lider under, at de selv har været krænkede som børn.

»De forældre vil virkelig gerne ændre sig. Og så er jeg ikke den, der skal gå ud og pege fingre«, siger hun.

»Jeg er den, der skal bringe virkeligheden frem, så politikerne kan sætte rammerne og sætte handling bag ordene, så vi sammen – i høj grad med befolkningen – kan begynde at ændre tingene i Grønland. Det er det, der er min rolle«.

Fejrer de små ting

Langsigtet social udvikling, der kommer inde fra de små samfund selv. Det er det mål, børnetalsmanden og hendes team arbejder efter. Og sådan et mål, siger hun, kan det være svært at måle værdien af.

Så på kontoret i MIO fejrer medarbejderne de små ting.

»Hvis vi får en melding om, at flere kvinder i en eller anden bygd er begyndt at stå frem og fortælle om vold, eller hvis der kommer underretninger om et barn fra en bygd, hvor der aldrig tidligere er kommet underretninger fra, så fejrer vi det«, siger hun.

Underretningerne viser, siger hun, en sprække i den tavshedskultur, der er så farlig.

Og når tavsheden bliver brudt, kan det føre til større beskyttelse af et barn, og det kan i sidste ende redde liv. Børnetalsmanden henviser til tal, der viser en tydelig sammenhæng imellem belastninger i barndommen, som alkohol, vold og overgreb, og selvmordsforsøg og selvmord.

»Selvmord er desværre ofte endestationen for mennesker, der er vokset op med svigt«.

Den indre afkolonisering

Jeg vender tilbage til øvelsen, som Aviâja Egede Lynge lavede bag talerstolen med halefinnen i salen i Ilulissat. Øvelsen, hvor tilhørerne stod op og krammede sig selv, mens de gentog hendes ord og igen og igen sagde, at alle mennesker har værdi, og at de selv har værdi.

Også foran en fuld sal i Nuuk har jeg set hende lave den øvelse.

Jeg spørger, hvordan hun fik ideen, og hun svarer, at det begyndte med, at hun som børnetalsmand har skullet forklare børn i Grønland, hvad menneskerettigheder er. Og det kan være ret svært.

Selve konceptet er abstrakt for børnene, forklarer hun. Men så fik hun ideen om at lave en praktisk øvelse, så børnene på deres egen krop kunne erfare, hvad det vil sige at have grundlæggende rettigheder og grundlæggende værdi som menneske. Senere begyndte hun også at lave den med de voksne.

Hun gjorde øvelsen relevant ved at tage udgangspunkt i det, der gør ondt i de mennesker, hun møder rundt i landet.

»På grund af mit arbejde er det ofte folks smerte, jeg møder«, siger hun.

»Og den smerte er ofte forbundet med de store omvæltninger, der kom, da Grønland blev et dansk amt i 1953 – og de sociale problemer, der fulgte med. Jeg vil ikke give kolonitiden al skylden, men vi har desværre stadig et samfund i GrønLand i dag, hvor det kommer meget an på, hvem du er, om du har værdi eller ej«.

Før i tiden blev værdien målt efter, om du var dansker eller grønlænder, siger hun. Nu er det parametre som uddannelse, der afgør, om du er noget værd.

Måske er du i familie med de rigtige – eller netop ikke i familie med de rigtige, siger hun. Måske bliver du mobbet, fordi du er fra en bygd og ser meget grønlandsk ud. Måske er du mindre bemidlet og har ikke det samme tøj som de andre. Måske føler du dig værdiløs, fordi du kun kan tale grønlandsk. Eller fordi du kun kan tale dansk. Eller fordi du taler en grønlandsk dialekt.

»Det er jo sindssygt mange ting, der kan gøre, at mennesker her i landet ikke føler, de har værdi«, siger hun.

Det er de mennesker, øvelsen skal oplyse. Aviâja Egede Lynge fortæller om en by i Nordgrønland, hvor folk blev så bevægede af at lave øvelsen, at de begyndte at græde.

»Min øvelse er indre afkolonisering. Den handler om, at vi skal genfinde vores egen værdi«, siger hun.

Så smiler hun.

»Jeg siger det bare ikke højt«.

Denne artikel har tidligere været bragt i dagbladet Politiken.

Billedtekster:

1

Grønlands børnetalsmand på talerstolen i Ilulissat. Igennem de syv år, hun har siddet på posten, har hun og hendes team besøgt 40 forskellige steder i Grønland for at dokumentere

børns levevilkår. Foto: Thomas Boberg

2

Tilhørerne er mødt op for at høre om selvmordsforebyggelse, men gennemfører undervejs en øvelse, som børnetalsmanden har skabt. Oprindeligt for at forklare børn ude i landet, hvad grundlæggende menneskerettigheder er. »Vi er alle ligeværdige«, gentager folk i salen, mens de holder om sig selv. Foto: Thomas Boberg

3

Aviâja Egede Lynge på besøg i en bygd nær Ilulissat, som er Grønlands tredjestørste by.

4

»Der, hvor vores arbejde er slået meget igennem, er faktisk i bygderne«, siger hun. I Grønland ved de fleste, hvem børnetalsmanden er. Hun bliver stoppet på gaden både i de store og de små byer. Da en fiskerbåd kommer ind med en sæl og begynder at rense den, springer børnetalsmanden ned og spørger, om hun må smage. Foto: Thomas Borberg

5.

Alt for mange unge ender med at tage deres liv. En ubærlig byrde for alt og alle. Foto: Thomas Borberg.