Højtidighed
En sorgfuld mindegudstjeneste for ofrene
Faderen til den savnede familiefar bad om en særlig salme. Billeder fra den stemningsfyldte gudstjeneste kam ses nedenfor artiklen
Byen var stille og solen stod højt oppe på himlen, da folk i Uummannaq langsomt begyndte at komme gående til kirken, hvor mindegudstjenesten skulle afholdes klokken 19.
Hurtigt blev pladsen foran kirken fyldt, og folk begyndte langsomt at gå ind i kirken arm i arm. Flere støttede et familiemedlem, der havde brug for støtte, mens andre med sorgen malet i ansigtet, stille gik alene ind til kirken.
Præsten Ludvig Fleischer tog imod kirkegængerne og meddelte, at mindegudstjenesten ville blive en smule forsinket, da man ventede på formand for naalakkersuisut, Kim Kielsen og medlem af naalakkersuisoq for kommuner, bygder, yderdistrikter, infrastruktur og boliger, samt bisop Sofie Petersen, der ville ankomme med en rejetrawler fra Qaarsut klokken 19.
Da Kim Kielsen kom ind i kirken, gik han hen til borgerne fra Nuugaatsiaq, der sad på de forreste pladser i kirken og hilste, gav hånd og krammede de særligt hårdt ramte.
Nogle græd, og luften var tung af sorg, chok og medfølelse med ofrene.
Så begyndte det lokale kor at synge ”Pavani nuissat ungataanni”, der fyldte hele kirken med de smukkeste stemmer, der længe er hørt. Nogle brød sammen af salmen, der handler om de afdøde, der er kommet over på den anden af skyerne.
Præst Ludvig Fleischer og biskop Sofie Petersen holdt en fælles bøn og derefter blev der sunget flere salmer, blandt andet ”Guutiga Illimmi”.
Til slut havde faderen til den formodentlig omkomne familiefar bedt om at synge en salme, som han bad kirkegængerne om at synge med på, ”Annaassisunnguatta asagamisigut”, som han havde valgt med tanke på børnene, der har oplevet katastrofen.