En ny kommunalreform ligger ikke lige om hjørnet

Demokraatit er ikke imponeret over kommunernes måde at drive den gode skole Atuarfitsialak.

– Storkommunerne er ikke blevet den forventede succes, men en ny kommunalreform ligger ikke lige om hjørnet, siger Demokraatits formand Jens-Frederik Nielsen
Offentliggjort

– Vi har en opgave at løse. Kommunalreformen fra 1. januar 2009 har ikke været en succes, og de rationaliseringsgevinster på 220 millioner kroner, som Strukturudvalget i 00'erne stillede os i udsigt, er ikke blevet indløst, konstaterer Demokraatits formand Jens- Frederik Nielsen over for avisen Sermitsiaq.

– Skal vi køre kommunalreformen på dumpen?

– En ny kommunalreform ligger ikke lige om hjørnet. Vi har et kommunalt selvstyre, og Demokraatit støtter grundlæggende, at kommunerne har ansvaret for de mest borgernære opgaver. Men det skal også give mening. Vi har i dag en folkeskole, som ikke fungerer i de fleste af kommunerne.

- Ingen i Grønland kan være tilfreds med det produkt, som kommer ud af den gode skole Atuarfitsialak. Eleverne i afgangsklasserne er simpelthen ikke klædt godt nok på, når de skal videre i uddannelsessystemet, og alt for mange falder fra. Det må og skal vi gøre bedre. Det samme gælder handikap-området, hvor handikaptalsmandens rejserapport fra Qaanaaq afslører et gab mellem landspolitikernes målsætning og kommunens evne til at nå disse mål.

Større ansvar til kommuner

Skal vi tage ansvar fra kommunerne, for eksempel ansvaret for folkeskolen og handikap-området?

– Nej, vi skal tværtimod give kommunerne større ansvar, men det skal give mening at kommunalisere ansvarsområderne. Vi skal i fællesskab diskutere, hvorfor vi ikke i dag er i stand til at løse opgaverne på en tilfredsstillende måde. Og vi bliver nødt til at opbygge en styrke i kommunerne, så de også er i stand til at tilbyde deres borger den offentlige service, som befolkningen har krav på, siger Jens-Frederik Nielsen.

Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS