Én død – én overlevede kæntring
Ved en meget vanskelig redningsaktion lørdag lykkedes det politiet og SAR-beredskabet at bjærge to personer. Den ene afgik desværre ved døden kort tid efter
Én person overlede en kæntring og en efterfølgende redningsaktion ved Uummannaq, mens det desværre ikke var muligt at genoplive en anden person.
Sådan meddeler Air Greenland søndag aften, efter at flyselskabet og politiet i fællesskab lørdag udførte en search and rescue-operation ved Uummannaq.
Redningsaktionen blev sat i gang, da de to personer i en motorbåd lørdag eftermiddag udsendt nødsignal ud for spidsen af Nuussuaq-halvøen vest for Uummannaq. Herefter blev Air Greenlands ene Sikorsky S61-helikopter med en besætning på fire mand og tre politifolk sendt mod stedet.
Redningsaktionen blev vanskeliggjort af meget dårlige vejrforhold med snebyger, vind op til 25 meter pr. sekund og dermed store bølger på havet, oplyser Air Greenland.
Førstehjælp og genoplivningsforsøg
- Da helikopteren nåede den opgivne position, fløj den videre i vindens og bølgernes retning og fandt hurtigt en person stående på et skær iført overlevelsesdragt. Helikopteren kunne lande på skæret og fik personen om bord. Den anden person lå i vandet, men blev også bjærget under meget vanskelige forhold, og helikopteren returnerede til Uummannaq kort efter mørkets frembrud. Politiet ydede førstehjælp og genoplivningsforsøg til den sidst bjærgede, på hele turen, men desværre forgæves, oplyser Air Greenland.
Efter en overnatning i Uummannaq returnerede Air Greenlands besætning med S61’eren søndag til Ilulissat.
Læs også "Politiet er ved at undersøge ulykken"