En aften med stjerner
Grønlands første astrofysiker, Ivalu Barlach Christensen, kunne i sidste uge opleves på Grønlands Landsbibliotek til en snak om forbindelsen mellem stjernehimmel og myter.
- Hvad er lysår?
- Jeg så filmen ”Interstellar” for nylig. Findes der ormehuller?
- Hvordan ser en arbejdsdag ud for en astrofysiker?
Sådan lød nogle af spørgsmålene til Ivalu Barlach Christensen, efter hun havde holdt et 45 minutters oplæg om grønlandske myters sammenhæng med stjernehimlen.
Det skriver avisen AG.
Omkring 30 mennesker var mødt op på Grønlands Landsbibliotek for at høre på Grønlands første astrofysiker. Hun har en bachelor i fysik fra Aalborg Universitet, en kandidat i astronomi og astrofysik fra Lund Universitet. Hun er i gang med sin Ph.d. indenfor radioastronomi på Max-Planck-Instituttet for Radioastronomi.
Over en periode på nogle få dage, holdt Ivalu Barlach Christensen to foredrag og en workshop for børn på biblioteket i Nuuk midtby.
Hun bliver tit kontaktet af elever og studerende, og hun forsøger så vidt muligt altid at give sig tid til en snak med dem, i håb om at nogle af dem en dag bliver hendes kolleger.
Da hun begyndte at studere astronomi på sin kandidatuddannelse, gik det for alvor op for hende, hvad for en unik stjernehimmel, vi har.
Det har været vigtigt for hende, at forsøge at kortlægge den grønlandske stjernehimmel, for den enestående stjernehimmel. Den kan i den grad måle sig med de for eksempel kinesiske og græske skrifter.
- De fleste af vores stjernefortællinger er varselshistorier, og så har vi brugt stjernerne til at fortælle børn – den næste generation – at fortiden har et øje på dig. Stjernerne kigger altid på dig, siger hun.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: