Elever: Undervisningen giver ikke mening
Børnene keder sig. Undervisningen opleves som ensformig. Og en del mobbes. Ny undersøgelse sætter spot på problemerne.
Vi hører ofte om lærernes, politikernes, forældrenes og eksperternes mening om skolen. Men hvad mener de sande eksperter – børnene?
Det er nu blevet undersøgt.
Det skriver avisen AG.
411 elever på otte byskoler og ni bygdeskoler har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse, og resultatet må vække til eftertanke både på lærerværelserne, i skolernes hjørnekontorer og i kommunalbestyrelserne.
For der er tilsyneladende ret store problemer med at gøre undervisningen vedkommende og lærerig for børnene; det fremgår af en rapport, som er udarbejdet i forbindelse med de politiske planer for en fremtidig skolereform.
- Opsummerende peger elevundersøgelsen på en skole, hvor undervisningen ofte ikke giver mening for eleverne. Undersøgelsen peger på didaktikken (form og indhold, red.) i undervisningen på tværs af fagene er passiv. Eleverne oplever kun i ringe grad en undervisning der er aktiverende, konkluderes det.
Rapporten er udarbejdet af “Projektgruppen for grundskolen” og er netop sendt ud til en slags høring i IMAK’s medlemmer.
Der mangles ledelse
Mens nogle elever savner mere engagerede lærere, er der en del lærere, som savner det samme – hos ledere.
Men problemet er ifølge lærerne, at deres chefer i et vist omfang koncentrerer sig om kontorarbejdet og dermed kommer til at svigte deres opgave som mentorer og faglig sparringspartner.
- Flere lærere giver udtryk for at det, de møder, er en administrativ ledelse, og at den pædagogiske ledelse bliver tilsidesat.
Læs mere om undersøgelsens konklusioner der er skrevet om i to artikler i den seneste AG. Du kan også læse om hvad undersøgelsen skal bruges til. Du kan få avisen gennem linket nedenfor: