Ekstra meget nordlys i år

Der skal være ekstra meget nordlys ved Arktis i år på grund af særligt kraftige udledninger af partikler fra solen

Nordlys i Nuuk. Billedet er indsendt af Ole Jeremiassen.
Offentliggjort

De velkendte grønlige lysshow bliver i de kommende måneder flottere end i de seneste 50 år, for denne vinter vil byde på nordlys i den helt store stil. Det skriver Politiken.dk.

Årsagen til mere nordlys end sædvanligt er det særligt kraftige udledninger af partikler fra solen. Solens særlige aktivitet betyder, at der kan ventes helt store naturoplevelser. Politiken.dk foreslår, at man kunne tage til Island eller de nordligste egne af Sverige, Norge og Finland i løbet af vinteren, samt det nordlige Canada, Alaska og Sibirien for at opleve lysshowet.

Men her i Grønland får vi ligeså gode muligheder for at spotte nordlys, bare ved at se op i den skyfrie himmel.

Grønlands Turist- og Erhvervsråd skriver i turistsitet greenland.com:

"Nordlyset bølger sig fløjsblødt over himmelhvælvet og minder en om storheden om rummet og ens egen lidenhed. Når man står dér, med fødderne godt plantet midt i den grønlandske sne og med nakken lagt tilbage og betages af de irgrønne tæppe, der strækker sig over himlen over en, bliver man lille og ydmyg. Man fatter pludselig begrebet uendelighed, man fatter begrebet tidløshed".

Powered by Labrador CMS