Ekspert: Der er brug for mere viden om dybhavsminedrift

Den norske regering ønsker at åbne for efterforskning og måske på sigt mulighed for kommerciel udvinding af kritiske metaller fra et havområde på 281.200 km2, der ligger ud for Nordland og op mod Finnmark.

Men forslaget om at tillade dybhavsminedrift har vakt voldsom kritik fra organisationer som Verdensnaturfonden (WWF), Greenpeace og Inuit Circumpolar Council (ICC) der frygter at støj, lysforurening, giftige dampe og skyer af sedimenter vil forstyrre havets biokemiske balance ikke bare ved Norge men også ved Grønland.

Flere lande er bekymrede

WWF og ICC i Grønland har derfor opfordret Rigsfællesskabets politiske ledere til at gå sammen med lande som Sverige, Finland, Frankrig, Storbritannien om et moratorium, der skal standse minedriftsaktiviteter på den dybe havbund. Og EU har allerede slået fast, at de ikke vil støtte minedrift på den dybe havbund, før alle konsekvenser for miljøet er kortlagt.

”Vi ved endnu ikke, hvordan dybhavsmineudvinding vil påvirke havmiljøet og dermed fiskebestande. Men vi ved, at havet allerede er hårdt presset af både menneskelige aktiviteter, forurening og fiskeri. Dybhavsmineudvinding er derfor en ekstra presfaktor, der kan udgøre en alvorlig trussel for Grønlands fiskeri og potentielt den samlede økonomi, som er helt afhængig af et sundt og fungerende økosystem. Det er mange menneskers levebrød, særligt i Øst - men også i Vestgrønland, som er på spil,” udtaler leder af WWF i Grønland, Malene Lynge i en pressemeddelelse, hvor også præsident i ICC Grønland, Hjalmar Dahl, advarer om, at Grønlands unikke marine økosystemer og kulturelle arv kan komme i alvorlig fare som følge af dybhavsminedrift i Norge.

Stigende efterspørgsel på metaller

Norge er ikke det eneste land, der undersøger mulighederne for at hente metaller på havets bund, som følge af den stigende efterspørgsel på råstoffer til den grønne omstilling. Endnu er der dog ingen lande, der har tilladt dybhavsminedrift, og leder ved Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer på GEUS, Jakob Kløve Keiding, forklarer, at Norge heller ikke vil give tilladelser til udvinding på nuværende tidspunkt, men alene til efterforskning. På længere sigt kan der være tale om egentlig udvinding.

- Norge er i en proces, hvor de ønsker at udlægge en del af den norske sokkel til mineralvirksomhed. I første omgang handler det om at finde ud af, hvor forekomsterne er, og hvor store de er. Det er dyrt og meget vanskeligt arbejde, og det er stadig primært på et forskningsbaseret niveau. Herefter kan selskaber søge om udvindingstilladelse, som så skal vurderes i forhold til miljøkriterier og anden regulering.

Værdifulde metaller

Ifølge Jakob Kløve Keiding ved man, at dele af soklen består af massive sulfider og manganskorper, der udover mangan og jern også indeholder kobolt, nikkel, kobber og andre værdifulde metaller, hvoraf mange bruges i den grønne omstilling. Men der er brug for yderligere undersøgelser også af de potentielle miljøpåvirkninger ved en dybhavsminedrift.

- Det er klart, at dybhavsminedrift vil påvirke det område, der opereres i. Det er miljøpåvirkninger i form af suspension og omlejring af sedimenter i forbindelse med, at man roder i havbunden. Materiale hvirvles op og lægger sig igen oven på dyr og planter, desuden fjernes en del af havbunden, og kan på den måde påvirke bundfauna og flora. Dertil er der risiko for forskellige typer af forureninger og påvirkninger fra skibe og brydningsudstyr i form af lys, støj, lækager og eventuelle udslip af giftige stoffer. Der skal også tages stilling til, hvor restprodukter efter minedriften, der kan indeholde tungmetaller, skal deponeres.

Vi har brug for mere viden

Dybhavsminedrift vil have en negativ indvirkning på miljøet, men omfanget af indvirkningen afhænger af omfanget af minedriften.

- Er der bare tale om to skibe, der, så er påvirkningen jo minimal, men er der pludselig tale om et kommercielt forretningsområde med mange forskellige operatører, så kan det skabe nogle miljømæssige gener, siger Jakob Kløve Keiding.

Dilemmaet er dog, at minedrift på land også påvirker miljøet, så hvad er bedst?

- Minedrift vil altid have en påvirkning, og selv om WWF mener, at vi skal genanvende os ud af problemet, så tyder udviklingen ikke på, at vi kan komme udenom minedrift enten til havs eller på land. Man kan på nuværende tidspunkt ikke konkludere, at dybhavsminedrift er hverken værre eller bedre end minedrift på land. Nogle studier tyder endda på, at der er mindre påvirkning ved dybhavsminedrift end der er på land, men det afhænger af, hvordan regnskabet gøres op, siger Jakob Kløve Keiding og konkluderer:

- Miljøpåvirkningen er i dag dårligt undersøgt for dybhavsminedrift, og der er derfor behov for mere viden.