Ekspedition til Nordpolen veloverstået

Danmarks og Grønlands ekspedition til Nordpolen er nu slut. Danmark og Grønland vil indsende krav om retten til havbunden ved Nordpolen i 2014

Billedet er taget den 23. august: Isen omkring Nordpolen bliver mindre og mindre og tyndere og tyndere. Men der er trods alt stadig is på selve Nordpolen, som dette billede af LOMROG III-ekspeditionen taget på Nordpolen viser. Foto: Björn Eriksson
Offentliggjort

Torsdag eftermiddag ved 16-tiden lokal tid havde forskerne på LOMROG III-ekspeditionen udsigt til Isfjorden, der fører til Longyearbyen, hvor ekspeditionens svenske isbryder, Oden, vil sætte forskerne af.

Det betyder med andre ord, at ekspeditionen definitivt er forbi.

Forskerne på LOMROG III-ekspeditionen skal nu hjem for at analysere de indsamlede data om havbunden i Det Arktiske Ocean. Dem bruger de til at forberede Danmarks og Grønlands krav til FN om et kæmpe stykke af havbunden ved Nordpolen og selve Nordpolen.

Læs også "Nyt bjerg udvider Grønland"

Læs også "Velkommen til Nordpolen"

Oden til Nordøstgrønland
Efter den dansk-grønlandske ekspedition LOMROG III til Nordpolen fortsætter den svenske isbryder Oden i weekenden fra Svalbard til Nordøstgrønland på to ugers togt. Om bord er bl.a. et hold norske forskere med tilknytning til universitetet i Trondheim.

Forskerne skal bl.a. studere isforholdene i havet ud for Nationalparken, hvor nalaakersuisut har givet tilladelse til efterforskning efter olie og gas. Forskernes arbejde er delvist finansieret af det norske olieselskab Statoil, der har store forventninger til olie- og gasfund i området.

De danske forskere på Oden har i det seneste døgn sejlet i åben sø i Framstrædet uden skygge af is, og temperaturen er pludselig steget til 6-7 graders varme.

Det meste af tirsdagen sejlede de fra den tætte pakis i Det Arktiske Ocean ud gennem polarisens kant i Framstrædet, der i øjeblikket ligger på cirka 81 grader nord.

En enkelt bjørn lod sig fotografere, og et mylder af sæler viste sig i den brudte is. Fuglene var også pludselig tilbage.

Efter seks-syver uger i pakisen tæt på Nordpolen, hvor en enkelt mallemuk har været nok til at skabe opmærksomhed, blev forskerne mødt af ismåger i svirrende selskab med rider, sildemåger, kjover og rigeligt med mallemukker.

Se også "Enestående fotos fra ekspedition"

Torsdag eftermiddag fløj ekspeditionens helikopterpilot i forvejen til Longyearbyen og videre til Norge. Forskerne må vente i Longyearbyen på flyvelejlighed til Tromsø og videre mod syd.

Danmark og Grønland vil indsende krav om retten til havbunden ved Nordpolen i 2014. Det ventes at kravet vil overlappe med krav fra Rusland og Canada.

Powered by Labrador CMS