kulturfremstød
Egevang og Leine promoverer Grønland
Kim Leines og Carstens Egevangs tilstedeværelse i Polen er en del af et større kulturfremstød arrangeret af blandt andet Det Danske Kulturinstitut
I dag, fredag, åbner grønlandsfotograf Carsten Egevang en fotoudstilling i Polens hovedstad, Warszawa.
Udstillingen har titlen ’Grenlandia' - det polske navn for Grønland - og viser Carsten Egevangs naturbilleder. I aften klokken 19.00 lokal tid i Polen er der fernisering på udstillingen, hvor Carsten Egevang er til stede i Warszawa og holder foredrag om Grønland og hans virke som fotograf.
- Vidensniveauet om Grønland i Polen er generelt meget lavt, fortæller Boguslawa Sochanska, som er direktør for Det Danske Kulturinstitut i Warszawa.
- Grønland er et fremmed og ukendt land for de fleste polakker. Oprindeligt var det Carsten Egevangs smukke naturbilleder, der startede som inspiration for kulturprojektet. I dag har vi sammensat et program, der udover at videreformidle Grønlands fantastiske natur, viser et Grønland, der kombinerer ældgamle kulturelle traditioner med moderne teknologi, og som står over for miljømæssige udfordringer, fortæller Boguslawa Sochanska ifølge en pressemeddelelse.
Kim Leine og filmvisning
Fotoudstillingen er en del af et større kulturfremstød arrangeret af Det Danske Kulturinstitut og Kulturcentret Fort Sokolnickiego og har til formål at fremme viden om Grønlands kultur og natur.
Udover Carsten Egevang og hans naturbilleder gæstes Warszawa af forfatteren Kim Leine, som fortæller om sit forfatterskab, der handler om Grønland. Der vises endvidere film om Grønland og arrangeres kunstworkshops for børn og diskussionsmøder for unge.
Efter besøget i Warszawa skal Egevangs fotoudstilling videre på turné i Polen og skal blandt andet vises i byerne Szczecin og Katowice.
Se 10 billeder fra udstillingen her