Qeqertaq
Eftersøgning med helikopter endte godt
To personer, der ødelagde deres snescooter under en køretur over Nuussuaq-halvøen, måtte mandag eftersøges og hentes med helikopter. De to har det godt og er blevet bragt til Qeqertaq
En snescootertur fra Ikerasak over Nuussuaq-halvøen til Qeqertaq endte ikke som planlagt for to personer, da de søndag ramte en sten og ødelagde deres snescooter.
De to personer, en 55-årig mand og en 52-årig kvinde, gik derfor i seks timer på Nuussuaq-halvøen og søgte ly i en fangsthytte midt på ruten mellem Ikerasak og Qeqertaq, inden de mandag blev fundet af et eftersøgningshold, der fløj med S-61-helikopter.
Qaasuitsup Politi blev søndag aften kontaktet af urolige familiemedlemmer til de to personer, der havde planlagt at nå frem til Qeqertaq fra Ikerasak over Nuussuaq-halvøen søndag eftermiddag.
Mindre snestorm drillede
Men ifølge Gedion Quist, der er politikommissær ved Qaasuitsup Politi, kunne politiet søndag aften ikke iværksætte en eftersøgning, da det allerede var blevet mørkt, og fordi der var en mindre snestorm.
Mandag middag fløj eftersøgningsholdet fra Ilulissat og fandt de to personer en time efter i fangsthytten på Nuussuaq-halvøen.