Nuuk
Eftersøgning kan føre til erstatningskrav
Nuuk Politi er stadig i gang med efterforskning af eftersøgning af to teenagepiger
To piger på henholdsvis 13 og 15 år blev torsdag fundet i god behold efter at have været eftersøgt i to dage i Godthåbsfjorden. Men sagen kan få et efterspil.
Politiet undersøger i øjeblikket, om der er grundlag til at rejse erstatningskrav efter den omfattende eftersøgning.
Læs: Eftersøgte piger fundet i god behold
Læs: To piger eftersøgt ved Nuuk
Pigerne, der er tilknyttet institutionen IMP (Inuuneq Meeraq Pinngortitarlu), stak af ved Innajuattoq cirka 80 kilometer fra Nuuk tirsdag eftermiddag under en fisketur. Ansatte på institutionen ledte forgæves efter pigerne og fik alarmeret politiet.
Årsag til flugten
Der var eftersøgning med helikopter, to inspektionsskibe, en politikutter, brandfolk og ansatte altså ansatte på institutionen IMP. Pigerne blev fundet i god behold torsdag formiddag af et af Arktisk Kommandos inspektionsskibe.
- Vi er stadig i gang med efterforskningen af omstændighederne omkring pigernes flugt og kan derfor ikke udtale os om, hvordan det er sket, siger chefanklager hos Politimesterembedet Morten Nielsen til Sermitsiaq.AG.
Pigerne blev bragt til Nuuk og blev undersøgt på Dronning Ingrids Hospital. Politiet undersøger nu, hvad der er sket omkring det tidspunkt, pigerne stak af på.
- Vi undersøger, om der kan placeres et økonomisk ansvar for den omkostningstunge eftersøgning. Vores efterforskning skal blandt andet kaste lys over, om der har været adfærd, der har ført til, at det hele endte med en omfattende eftersøgning, forklarer Morten Nielsen.