Efterlyst kommenterer lystigt på politiets Facebook-side

Jakob Karlsen, der natten til mandag flygtede fra Anstalten i Aasiaat, har under sin flugt tid nok til at kommentere politiets efterlysning af ham på Facebook.

Offentliggjort

Den undvegne har to gange tidligere formået at flygte fra en Anstalt og noget tyder på, at han søger prædikatet: udbryderkonge.

I september sidste år var han på sin første springtur fra Anstalten i Aasiaat. Så sent som i torsdags den 14. februar flygtede han igen, men meldte sig selv dagen efter.

Jakob Karlsen påstår i en kommentar på politiets Facebook-side, at han fik hjælp af anstaltspersonalet til sin seneste flugt. Og han understreger i en anden kommentar, at han ikke er farlig.

Politiet i Aasiaat oplyser, at de er på bar bund i sagen.

- Efterlysningen er stadig aktuelt, siger politichef i Aasiaat Politi, Mads Lynge Christiansen.

Hvis man skal tage Jakob Karlsens kommentarer på Facebook alvorligt, så tyder noget på, at andre politikredse åbenbart skal til at holde øje med den flygtede tilbageholdte.

Jakob Karlsen påstår således på sin egen Facebook-side, at han ikke længere befinder sig i Aasiaat.

Jakob Karlsen, 27 år, beskrives som: ca. 175 cm, normal af bygning, kort mørkt hår, grønlandsk udseende, iført grå jakke og blålige cowboybukser.

Alle oplysninger vedrørende hans opholdssted kan rettes til Aasiaat Politi på tlf. 70 14 24.

Powered by Labrador CMS