Efter smitte i Ilulissat: Avannaa aflyser arrangementer
Efter der søndag er fundet seks personer med Covid-19 i Ilulissat, aflyser kommunen nu alle større arrangementer. Samtidig sender de en opfordring til borgere og virksomheder om at gøre det samme.
På grund af seks positive coronatilfælde i Ilulissat opfordres alle borgere til at aflyse større arrangementer i Avannaata Kommunia. Skoler, dagtilbud og biblioteker har fortsat åbent. Sådan lyder beskeden fra kommunen mandag.
Landslægen har søndag oplyst, at alle smittede har overholdt karantænereglerne. Derfor regner han ikke med, at der er smittespredning. Alligevel vælger borgmesteren altså at tage sine forholdsregler.
- Vi kan ikke være påpasselige nok, efter at der er fundet seks coronasmittede i Ilulissat. Vi opfordrer derfor foreninger, virksomheder og lignende om at aflyse arrangementer, som giver anledning til større forsamlinger, siger borgmester Palle Jerimiassen.
Institutioner holder fortsat åbent
Skoler, dagtilbud og lignende har fortsat normal åbningstid.
- Bekymrede forældre til skolebørn samt forældre til børn i vuggestuer og børnehaver er begyndt at ringe og spørger, hvordan de skal forholde sig, efter at der er fundet seks coronasmittede i Ilulissat, siger Aka Grønvold, direktør for Forvaltning for Læring og fortsætter:
- Skoler, vuggestuer, børnehaver, biblioteker samt sportshaller holder fortsat åbent. Alle i kommunale institutioner skal være særligt opmærksomme på at følge landslægeembedets anbefalinger for at forhindre yderligere smittespredning, siger Aka Grønvold.
Skolerne kan fortsat gennemføre planlagt kirkegang op til jul, hvor skoleeleverne er opdelt i grupper.
Kort efter det blev meldt ud at der var fundet smittede i Ilulissat, gik borgmester Palle Jeremiassen live på Facebook. Se hvad han sagde her: