Maniitsoq
Efter hærværk: Politibil punkteret på alle fire hjul
Politiet i Maniitsoq stod natten til tirsdag med en politibil, der var punkteret på alle fire hjul. Politiet efterforsker sagen som hærværk
Ordensmagten i Maniitsoq stod natten til tirsdag uden køretøj, efter at politiets eneste patrujlebil i Maniitsoq var blevet punkteret på alle hjul.
Punkteringerne af hjulene skete uden for den vagthavendes hjem.
Det fortæller politibetjent og faglig koordinator Jan Geisler fra lokalstation Maniitsoq under Politiet i Qeqqa til Sermitsiaq.AG.
Vil have forsinket arbejdet
Heldigvis blev den vagthavende ikke tilkaldt natten til tirsdag.
- Jeg skal gøre opmærksom på, at det er yderst uheldigt, at patruljebilen bliver udsat for hærværk, siger Jan Geisler og fortsætter:
- Var der sket en alvorlig og hastende hændelse den pågældende nat, ville politiet have været forhindret i at komme frem.
Ikke første gang
Jan Geisler fortæller samtidig, at politiet efterforsker sagen som hærværk, men at de ikke har mistænkte i sagen på nuværende tidspunkt.
- Såfremt politiet finder gerningsmanden, kan vedkommende se frem til en sigtelse for hærværk, siger han.
Jan Geisler fortæller også, at det ikke er første gang, at der bliver udøvet hærværk mod patruljebilen, hvorfor han opfordrer eventuelle vidner til hændelsen om at rette henvendelse til politiet i Maniitsoq.