børn
Efter FN-kritik: - Vi tager anbefalingerne alvorligt
FNs Børnekomité kom med en skarp kritik af indsatsen mod overgreb på børn. Sara Olsvig lover at tage kritikken alvorligt.
Selvstyret bør markant styrke sin indsats for at bekæmpe seksuelle overgreb på børn. Det er den klokkeklare anbefaling fra FNs Børnekomité.
I september var Rigsfællesskabet og dermed også Grønland til eksamen i komitéen. Og når det gælder indsatsen mod overgreb på børn, så er det langtfra godt nok, konkluderer børnekomitéen.
LÆS OGSÅ: FNs løftede pegefinger: Indsatsen mod overgreb på børn skal styrkes
Den ansvarlige naalakkersuisoq på området, Sara Olsvig (IA) forsikrer, at hun lytter til anbefalingerne.
- Jeg sætter stor pris på anbefalingerne fra FN’s Børnekomité, da de er med til at sikre, at rettighederne for børn hele tiden forbedres, skriver hun i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Grønland har været til eksamen i børnerettigheder
Sara Olsvig lægger dog i sin kommentar også vægt på, at der er sket fremskridt.
- Komitéen bemærker og påskønner de fremskridt, Grønland har gjort på børneområdet. Det gælder blandt andet i forhold til indførslen af Naalakkersuisut’s Strategi og Handlingsplan mod Vold 2014-2017, hedder det i pressemeddelelsen.
Børnekomitéen anbefaler, at fagpersonerne i kommunerne skal klædes langt bedre på til at opdage tegn på seksuelle overgreb.
LÆS OGSÅ: MIO til FN: Børn lades i stikken
Også når det gælder omsorgssvigt bør kommunernes og Selvstyrets indsats styrkes markant.
- Vi tager anbefalingerne meget alvorligt og noterer os, at vi allerede er godt i gang med en øget indsats på mange af de områder, komitéen har fremhævet. Det gælder blandt andet i forhold til den nye lov om støtte til børn som trådte i kraft 1. juli 2017 og en kommende overgrebspakke mod seksuelle overgreb, lyder meldingen fra naalakkersuisoq for sociale anliggender of familie, Sara Olsvig (IA).