Drop oprydning af Ikkatseq
Lad være med at rydde op på den efterladte amerikanske base Ikkatseq. Det er et populært turistmål, lyder det fra mange borgere i Tasiilaq
De lokale borgere ønsker ikke, at den tidligere amerikanske flyveplads Ikkatseq, der ligger 16 kilometer fra Tasiilaq, ryddes for gamle brændstoftønder, efterladte køretøjer og rester af bygninger fra 2. Verdenskrig. Turisterne elsker at komme ud til området, der fortæller en historie fra en svunden tid. Ryd i stedet de andre forladte baser, som ikke har et formål, lyder opfordringen.
Det skriver Sermitsiaq.
Det er ellers ikke mere end et lille år siden, at den daværende danske miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen underskrev en aftale om, at Danmark ville bidrage med 180 millioner kroner over de næste seks år til at få ryddet op på de forladte landingsbaner ved Marraq syd for
Nuuk, Ikkatseq ved Tasiilaq samt en lang række andre steder.
Der er nedsat en styregruppe, der skal vurdere, hvordan oprydningerne skal foregå. Ifølge departementschef i Natur og Miljø, Mette Skarregaard Pedersen, vil blandt andet Grønlands Nationalmuseum blive involveret, inden oprydningerne gennemføres.
- De skal vurdere, om der er dele af eksempelvis Ikkatseq, som skal bevares, lyder det.
Læs hele historien i ugens udgave af Sermitsiaq, som du kan købe her: