Dronning Elizabeth fejrer fødselsdag med en lang række rekorder
Dronning Elizabeth har underskrevet ikke mindre end 3500 love og har mødt 11 af USA's præsidenter.
Storbritanniens dronning Elizabeth, der er verdens længstsiddende nulevende monark, fylder søndag 93 år.
Dronningen, som har været statsoverhoved i over 67 år, deltager på dagen i en påskegudstjeneste i kirken St. George's Chapel.
Fødselsdagen markeres med militærparader og kanonsalutter ved Buckingham Palace, Windsor Great Park og Tower of London.
Premierminister Theresa May ventes at føre an, når der dagen igennem strømmer fødselsdagshilsner til dronningen, som har været monark siden 1952.
Dronning Elizabeth overtog tronen, da hun var 25 år.
Rekord lang regeringsperiode
I 2015 overhalede hun sin tipoldemor dronning Victorias rekordlange regeringsperiode.
Dronningen har regeret over 14 premierministre. Da hun blev indsat på tronen, var det Winston Churchill, som boede i Downing Street 10.
Hun har mødtes med 11 af de 12 amerikanske præsident, som har siddet i Det Hvide Hus, mens hun har regeret.
Dronning Elizabeth har underskrevet ikke mindre end 3500 love.