Evakuerede
Drøfter fremtiden for evakuerede bygdeboer
Det er indbyggerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit selv, der skal afgøre, hvor de vil bo i fremtiden
Det er op til indbyggerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit at afgøre, hvor de vil bo i fremtiden.
Det var hovedbudskabet, da Naalakkersuisut og Qaasuitsup Kommunia i går holdt et fælles dialogmøde med de evakuerede borgere i Uummannaq.
- Der er blandt andet blevet stillet spørgsmål, om der vil blive bygget huse her i Uummannaq, efter indstillingen om at jeres bygder ikke bør genopbygges. Mit svar til spørgsmålet lød – og det vil jeg også gentage her i aften, mens vi er samlet - det helt afgørende skal være, hvad I helst vil. Det skal først og fremmest være op til jer, alene,” sagde formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) til borgerne fra de to bygder.
Sidste fredag meddelte Naalakkersuisut, at beredskabskommissionen var nået frem til, at det er for farligt at flytte tilbage til Illorsuit og Nuugaatsiaq.
Ved mødet blev det uddybet, hvordan man var nået frem til den konklusion.
Udover Kim Kielsen (S) deltog også naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl-Kristian Kruse (S) og den kommende borgmester for Avannaata Kommunia, Palle Jeremiassen (S) i mødet.
- Vi har stadigvæk masser opgaver foran os, men jeg er glad for at jeg kan høre på befolkningen fra de to bygder, at de er begyndt på at lægge planer for fremtiden efter hændelsen den 17. juni. De efterlyser muligheder for at hente ejendele fra deres bygder, og de vil også meget gerne igen i gang med at forsørge sig selv, siger Kim Kielsen (S).
I dag bliver der holdt et tilsvarende møde for de indbyggere, der er blevet evakueret til Aasiaat.