Downing Street: Brexit-udkast ligger klar

Den britiske premierministers kontor i Downing Street oplyser tirsdag aften, at der er enighed om en brexitaftale på teknisk niveau.

Theresa May har indkaldt sin regering til at drøfte det udkast til en brexit-aftale, der nu ligger på bordet.
Offentliggjort

- Premierminister Theresa May har indkaldt nøgleministre til møde om brexit onsdag eftermiddag, oplyser premierministerens kontor.

På mødet skal ministrene skal drøfte udkastet til aftalen. Det er hensigten, at de skal godkende teksten.

Tom Newton Dunn, der er politisk redaktør for avisen The Sun, skriver, at May allerede tirsdag aften vil mødes med ministrene en efter en i Downing Street 10.

- Det sker forud for et regeringsmøde onsdag, hvor et udkast til en brexitaftale skal godkendes. Slutspillet er begyndt, siger han.

Ambassadører indkaldt

Også EU-landenes ambassadører i Bruxelles er kaldt til møde onsdag eftermiddag.

En kilde fra den britiske regerings indercirkel siger til BBC, at der er enighed om teksten på teknisk niveau på begge sider efter intense forhandlinger i denne uge.

Under forhandlingerne har der i slutfasen været fokus på et fælles mål om at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

Ministre fra flere EU-lande talte før weekenden om udsigten til et reelt gennembrud i forhandlingerne om skilsmissen mellem Storbritannien og EU.

Deadline

Både London og Bruxelles siger, at onsdag vil være den sidste dag for at aftale et novembermøde mellem EU og Storbritannien.

Hvis aftalen ikke er i hus senest onsdag vil et sådant møde blive udsat til midten af december, hvilket øger risikoen for et brexit uden aftale.

Briterne forlader efter planen EU med udgangen af marts næste år.

Powered by Labrador CMS