Doris og Sara uenige om grønlandstur
Doris Jakobsen og Sara Olsvig er uenige om fokuset på kommunefogeder under udvalgsrejse til Grønland
Vores to folketingsmedlemmer, Siumuts Doris Jakobsen og IA’s Sara Olsvig, er uenig om, hvordan forløbet var i forbindelse med Grønlandsudvalgets tur til Grønland i sidste uge.
Doris Jakobsen har ifølge KNR blandt andet sagt, at hun i forbindelse med udvalgets rejse havde efterlyst besøg hos kommunefogeder og i arresthuse, men at der ikke var tid til det.
Det er dog ikke korrekt ifølge Sara Olsvig.
- Grønlandsudvalget mødtes med kommunefogeden i Kulusuk ganske som det stod i rejseprogrammet at udvalget skulle, og udvalget besøgte også arresthuset i Kulusuk. Desuden drøftede udvalget kommunefogedernes forhold under besøget hos politiet i Tasiilaq. Jeg kan derfor ikke genkende det billede som skitseres af Doris Jakobsen, siger Sara Olsvig, IA, formand for Grønlandsudvalget.
Hun fortæller, at i forbindelse med planlægningen af udvalgsrejsen har alle udvalgsmedlemmer haft mulighed for at kommentere Grønlandsudvalgets rejseprogram, ligesom programmet har været til drøftelse ved de seneste udvalgsmøder op til udvalgsrejsen.
- Jeg mener det er vigtigt, at der bliver refereret korrekt fra udvalgsrejserne. Der er lagt rigtig meget arbejde i at udforme programmet, både fra udvalgssekretariatets side, fra udvalget selv og fra Rigsombuddet i Grønland. Der har hele tiden været fokus på, at vi netop havde kommunefogederne og bygdebesøg på programmet, da netop dette var et specifikt emne som udvalget ønskede at se på, siger Sara Olsvig, og pointerer, at udvalget havde desuden stor fokus på retsvæsnet, politiet og anstalterne på rejsen.
Doris på banen
Sermitsiaq.AG har forholdt Doris Jakobsen til Sara Olsvigs kritik.
- Jeg havde inden rejsen fremhævet mit ønske om at fokusere på forholdene for kommunefogederne. Derfor var jeg skuffet over, at man ikke udnyttede alle muligheder for at sætte fokus på et område, der stadig halter, og som ligger under det danske ansvarsområde, siger Doris Jakobsen.