Doris: Katastrofe lurer efter SU-nedskæringer
Det kan blive en økonomisk lussing for grønlandske studerende i Danmark, hvis den danske regering også skærer ned på SU’en, advarer Siumuts Doris Jakobsen
Grønlandske studerende i Danmark får det sværere med at klare sig rent økonomisk, hvis den danske regerings forslag om at skære i SU’en bliver vedtaget.
Sådan advarer Doris Jakobsen, folketingsmedlem for Siumut.
Hendes advarsel kommer, fordi et af regeringens forslag er at gøre SU’en afhængig af beståede eksaminer, hvilket ifølge Doris Jakobsen vil være en ’katastrofe' for de grønlandske studerende.
- Mange grønlandske studerende har brug for lidt længere tid til at arbejde med stoffet, fordi de ikke bare skal studere på deres første fremmedsprog, dansk, men ofte i høj grad på engelsk. Derfor tager det bare lidt længere tid at komme gennem studiet. Så forslaget om, at de studerende skal miste retten til SU, hvis de bliver mere end seks måneder forsinkede, vil være en katastrofe for mange af vores grønlandske studerende, siger Doris Jakobsen.
Flere negative konsekvenser
Hun mener også, at andre af regeringens forslag om SU-forringelser kan have negative konsekvenser for de grønlandske studerende.
Det drejer sig eksempelvis om forslaget om at skære 12 måneders SU for studerende, der har ventet mere end to år med at begynde på en videregående uddannelse.
- Samlet set understreger den danske regerings forslag om SU-forringelser netop det, vi advarede mod, da koalitionen anført af medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde Palle Christiansen, Demokraterne, afskaffede den grønlandske SU. Vi risikerer jo at få en generation af grønlandske studerende hjem med store danske SU-lån og afbrudte uddannelser i bagagen, lyder det fra Doris Jakobsen.
- Når koalitionen overlader ansvaret for SU-området til Danmark, kan de jo heller ikke forvente særbehandling af grønlandske studerende. Det er et svigt af koalitionen, og det bliver en helt central opgave for det nye Naalakkersuisut at få fundet en løsning, inden skaden er sket, fremfører Siumut-politikeren.