Domsafsigelse på mandag

"Bevidst uvidenhed" samt "systematisk misbrug" var de ord anklageren brugte, da han beskrev Jens Napaattooqs brug af repræsentationskontoen.

Offentliggjort

Kl. 13 torsdag var der procedure i Napaattooq-sagen på Landsretten. Bisidderen ønsker frifindelse, mens anklageren kræver 4 måneders anstaltanbringelse til Jens Napaattooq – for mandatsvig.

- Ingen af vidneforklaringerne viser tegn på at pengene er brugt til repræsentative formål. Selvom man har skrevet ”politiske drøftelser og sonderinger” og hvad ved jeg, som formål for sammenkomsterne, fortæller vidnerne, at de spontant er blevet inviteret til diverse sammenkomster af Jens Napaattooq, og at der ikke har været dybere politiske emner man har drøftet under disse sammenkomster. Jens Napaattooq har systematisk misbrugt sit hverv, sagde anklager Morten Nielsen under proceduren.

Han pegede på 76 forhold, der alle er blevet betalt af repræsentationskontoen. Der er middage og andre sammenkomster med familie, venner, partikammerater, bekendte og embedsmænd, hvor der blev spist på dyre restauranter, samt drukket alkohol i diverse værtshuse – her og i udlandet,

– Der er ingen tvivl om at tiltalte skal dømmes med 4 måneders anstaltanbringelse for mandatsvig, siger Morten Nielsen.

Uklare regler

Jens Napaattooqs bisidder, advokat Phillip Comerford ønsker frifindelse.

– Ingen af vidnerne, selv ikke forfatteren af cirkulæret for brug af repræsentationskontoen, Kaj Kleist – og heller ikke anklageren, end ikke landsstyreformanden selv, kan nøjagtig sige hvad cirkulæret går ud på. Den er så uklar at Jens Napaattooq selv har spurgt sin direktør, om hvad han må og ikke må. Han fik det svar, at han har en loft på 200.000 kroner. Der blev brugt ord som: ”vidt begreb”, ”generel” om indholdet af cirkulæret, og ingen kunne definere indholdet fuldt ud, argumenterede Phillip Comerford.

Blandt andet med det udsagn ønsker bisidderen at Jens Napaattooq bliver frifundet.

– Efter fakturaerne er blevet godkendt via to instanser, er de blevet bragt videre til bogholderiet. De er blevet betalt, altså man har godkendt dem. Hvorfor skal man så senere komme og sige, at det hele er forkert, spørger Phillip Comerford.

Der er domsafsigelse mandag den 3. december kl 12.00 grønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS