tragisk
Dødsbrand i ældrebolig sent mandag aften i Nuuk
Én person er afgået ved døden, mens 13 personer er på hospitalet til observation for røgforgiftning efter brand i et rækkehus
En voldsom brand i en ældrebolig i Nuuk omkring midnatstid natten til tirsdag har kostet én person livet.
Det oplyser Sermersooq Politi, som også bekræfter, at ti omkringboende personer, to politifolk og én portør er blevet evakueret til sygehuset til observation for røgforgiftning.
De er alle uden for livsfare.
Politiet modtog anmeldelsen om branden mandag klokken 23.49 fra en borger, som oplyste, at der var brand i et rækkehus på Nikolaj Rosingip Aqqutaa lige ved siden af alderdomshjemmet i det centrale Nuuk.
Rækkehuset er del af en række ældreboliger, oplyser politiet.
Brandvæsnet blev tilkaldt, hvorefter brandslukningen gik i gang.
Politiet afventer efterforskning
- Brandstedet er afspærret og afventer politiets efterforskning, som har til hensigt at afdække brandårsagen, fortæller vagtchef hos politiet i Nuuk Bjørn Bjerregaard.
- Har I informationer om den afdøde?
- Nej, det har vi ikke. Pågældende er ikke blevet identificeret endnu, svarer vagtchefen.