kommunalvalg 2017
Dobbeltmandater får hård kritik
Det er faldet Inuit Ataqatigiits Malene Lynge for brystet, at flere kandidater til kommunalvalget i forvejen er medlem af Inatsisartut.
I et indlæg under overskriften ”Dobbeltmandater, nej tak!” retter Inuit Ataqatigiits Malene Lynge en hård kritik mod de kandidater, som stiller op til kommunalvalget, når de i forvejen er medlem af Inasisartut.
Mange dobbeltkandidater
Som kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq er det hendes oplevelse, at det kan være svært at få døgnets 24 timer til at slå til.
- Når jeg kigger ned over listen af kandidater til kommunalvalget i Sermersooq, så er der mange kandidater som, hvis de bliver valgt, vil sidde både i kommunalbestyrelsen og i Inatsisartut - nogle har endda borgmester-ambitioner. Har de tænkt sig at være begge steder?, spørger hun og føjer til:
- Kan man virkelig passe sit arbejde, når man både skal sidde i Inatsisartut og i kommunalbestyrelse med en masse udvalgsarbejde og tonsvis af papirer - og så være 100% til stede i det hele?
Går ud over kvaliteten
Malene Lynges er bange for, at det går ud over kvaliteten af det politiske arbejde, hvis man har et dobbeltmandat.
- Og er det i borgernes interesse? I kommunens? I Grønlands?, lyder det fra kommunalbestyrelsesmedlemmet fra hovedstadskommunen.
Hun peger på, at den suverænt travleste periode i kommunalbestyrelsen i Sermersooq er efteråret, hvor budgettet på næsten 2 milliarder skal lægges. Og på samme tidspunkt er der efterårssamling i Inatsisartut.
- Kan man virkelig overkomme det - eller har det faktisk konsekvenser for kvaliteten af det politiske arbejde? Jeg er bange for at det går ud over kvaliteten, skriver Malene Lynge i sin kommentar.