Disse lande og storbyer er værst ramt
Pandemien har ramt forskellige lande meget skævt og ulige. Det går værst ud over verdens storbyer.
Det globale dødstal under coronapandemien er steget til mindst 150.000, viser en optælling foretaget af Reuters.
USA har flest døde, 35.481, efterfulgt af Italien med 22.745, Spanien med 19.478 og Frankrig med 17.920.
Lilleputstaten San Marino har med 39 dødsfald flest i set i forhold til befolkningstal efterfulgt af Andorra og Belgien.
Pandemien har ramt de forskellige lande meget skævt og ulige. Det går værst ud over verdens storbyer.
Delstaten New York står med næsten halvdelen af alle coronadødsfald i USA. Dødstallet per 100.000 indbyggere er på 85.
Antallet af døde per 100.000 indbyggere i Italien er til sammenligning på 38, mens det i Spanien er 41,1.
De raskmeldte
Hver fjerde - 25,3 procent - af dem, som har fået påvist coronasmitte i verden, er siden blevet erklæret virusfri og raskmeldte, viser en oversigt udarbejdet af Worldometer. For to uger siden var andelen af raskmeldte 20,9 procent.
Tilstanden for 56.000 eller omkring 3,7 procent af dem, som fortsat har virusset i kroppen, blev fredag betegnet som kritisk. For to uger siden var denne andel fem procent.
Kina opjusterede fredag dødstallet efter coronavirus i Wuhan med omkring 50 procent. I alt har myndighederne lagt 1290 døde til det samlede tal, skriver nyhedsbureauet AFP.
Dermed er det samlede dødstal nu på 3869 i millionbyen, som var virussets oprindelige center.
De kinesiske myndigheder har særligt tidligt i processen fået kritik for at lægge låg på sundhedskrisen. Blandt andet har amerikanske efterretningstjenester sået tvivl om rigtigheden af dødstallene i Kina.