etiske spørgsmål
Dilemmaer: Etisk Råd under dannelse
En arbejdsgruppe arbejder på at danne et Etisk Råd her i landet. Det er på tide med en platform til drøftelse af etiske spørgsmål, mener gruppen
En arbejdsgruppe arbejder på at skabe et Etisk Råd/Maleqqunartut, som kan tage stilling til etiske spørgsmål i samfundet, som handler om for eksempel aktiv dødshjælp, etablering af hospice og anbringelse af børn ved forældrenes sygdom eller ved boligløshed.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Arbejdsgruppen påpeger, at Grønland, den grønlandske kultur og det grønlandske samfund påvirkes med hast og store muligheder. Der tages vigtige politiske valg, som har indflydelse på samfund og det enkelte menneske. Dette gælder for alle, uanset om man bor i en bygd eller by, har en uddannelse eller ej, er kvinde eller mand og har job eller ej.
- Tanken er, at et Etisk Råd kan være med til at tage stilling og skabe debat om de emner, som rører sig i samfundet, men hvor det ikke handler om jura eller økonomi, siger Inuuti Fleischer, formand for PK og en af initiativtagerne.
Platform til drøftelse af etiske spørgsmål
Et Etisk Råd kan tage stilling til aktuelle samfundsudfordringer af primært sundhedsmæssig eller social karakter.
Der har tidligere været en Etisk Tænketank, som var i funktion fra 2006 til 2008. Arbejdsgruppe bag initiativet mener, at det nu er på tide, at der skabes en platform til drøftelse af etiske spørgsmål.
- Grønland er i en fase, hvor der opstår nye samfundsudfordringer og en enorm betydningsfuld fase for hvordan samfundet udformer sig fremadrettet, for eksempel i forhold til råstofaktiviteter og på sigt måske også andre nye erhverv, som kan stille samfundet nye dilemmaer og udfordringer, som der også bør betragtes fra et etisk synspunkt, siger Inuuti Fleischer.
Arbejdsgruppen havde fredag i sidste uge foretræde for Inatsisartuts Familie- og Sundhedsudvalget, hvor de præsenterede ideen.
Næste skridt
Arbejdsgruppen består udover Inuuti Fleischer af Rikke Bruun de Neergaard, Pauline Olesen og Aaja Chemnitz Larsen. Undervejs har en lang række personer, herunder blandt andet tidligere medlemmer af den Etiske Tænketank bakket op og arbejdet for etableringen af et Etisk Råd.
Familie- og Sundhedsudvalget var ifølge arbejdsgruppen positiv over for ideen og initiativet. Arbejdsgruppens næste skridt er at præsentere ideen for flere repræsentanter på det politiske niveau i håb om, at der kan etableres et uafhængigt etisk råd i Grønland, som både har rådgivende og debatskabende karakter.