DGH-Aarhus: Årets korteste dag markeres
Den 21. december markeres årets korteste dag i Det Grønlandske Hus i Aarhus.
Julestjernen blev tændt den 1. december i Aarhus – en vigtig grønlandske tradition og en fortælling om fællesskab og hygge.
- Der er store følelser forbundet med julestjernen. Den repræsenterer lykke, kærlighed, familie, glæde, barndom og samhørighed, fortæller kommunikationsmedarbejder Hanne Bjerre Lassen til Sermitsiaq.AG.
Da julestjernen blev tændt sang Det Grønlandske Kor Aningaaq, hvorefter der blev serveret glögg og serveret æbleskiver.
Julebazar
Brugere af det smukke hus på Dalgas Avenue inviteres til julebazar den 21. december, som markerer årets korteste dag.
- Der vil være småkager og æbleskiver og mulighed for at købe de sidste julegaver i husets butik eller i boderne, hvor der sælges hjemmelavede smykker og andet husflid. Arrangementet markerer årets "afslutning" og giver os mulighed for at sætte punktum for "året der gik” og byde de lysere tider velkommen, oplyser Hanne Bjerre Lassen.
Tradition holdes i hævd
Årets sidste arrangement er kaffemik efter julegudstjenesten i Vor Frue Kirke. Huset har tradition for at invitere til kaffemik efter den grønlandske gudstjeneste den 23. december. Den grønlandske præst i Danmark, Marianne Lynge Krog, holder gudstjenesten, og derefter kan man gå ned til Det Grønlandske Hus, hvor der serveres kaffe og småkager.
- Julen er en tid, hvor der er ekstra meget behov for fællesskabet. Mange savner familie og venner hjemme i Grønland, og det skal der være plads til. I huset forsøger vi at gøre julen til en tid, hvor savnet gerne må fylde, samtidig med at vi hygger os, synger, spiser og taler, griner og måske også er lidt stille sammen. Vi glæder os til en dejlig december måned, siger Hanne Bjerre Lassen.