DF udfordrer Fogh for at bremse aftale med Grønland

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl udfordrer statsministeren og appellerer nu til danskerne for at stoppe en aftale om Grønlands undergrund.

Offentliggjort

Dansk Folkeparti udfordrer nu direkte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at forhindre en historisk aftale mellem Danmark og Grønland.

Aftalen vil ifølge DF's gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, snyde Danmark, mens grønlænderne vil "grine hele vejen til Nuuk". Med en forespørgselsdebat den 19. februar og et samråd med statsministeren ugen efter satser Kristian Thulesen Dahl på at rejse en folkestorm mod den selvstyrekommission, der vil overdrage retten til undergrunden og dens olieforekomster til Grønland, mens det danske bloktilskud udfases, hvis olien begynder at give overskud.

- Vi har stilfærdigt på de indre linjer forsøgt at få regeringen til at forstå, at det ikke er holdbart. Nu prøver vi at tage skeen i den anden hånd. Vi bliver nødt til nu for alvor at få en offentlig diskussion om det her, inden løbet er kørt, siger Kristian Thulesen Dahl.

Selvstyrekommissionen er tæt på at aflevere en anbefaling om en aftale, der garanterer Grønland et fremtidigt bloktilskud på 3,2 milliarder inflationsregulerede kroner om året. Indtægter fra råstofudnyttelsen i undergrunden tilfalder Grønland. Hvis indtægterne skulle begynde at overstige 75 mio. kr. om året, modregnes halvdelen i bloktilskuddet. Der tegner sig et bredt flertal bag den ordning, men Kristian Thulesen Dahl håber at mobilisere danskere og politikere ved at slå på, at Danmark er i gang med at blive snydt for mulige milliardindtægter.

- Forestil dig, at der om 20 år findes olie i den grønlandske undergrund svarende til det, nogle amerikanske forskere har været ude at påstå, der er bare i den nordøstlige del af Grønland, nemlig værdier for måske 12.000 milliarder kroner. Måske nogle af verdens absolut største forekomster af olie. Lad os så sige, at de kommer om 20 år. Så sprøjter olien bare op af jorden, og så har vi givet 64 milliarder kroner i 2007-kroner i de 20 år for så bare at få at vide af vores grønlandske venner: Tak for 64 milliarder. Nu er vi fuldkommen ligeglade med jer, siger Kristian Thulesen Dahl.

I stedet for selvstyrekommissionens model vil Kristian Thulesen Dahl give grønlænderne et valg.

- De må erkende, at enten går man efter selvstændighed og retten til måske et kæmpe olieeventyr, som de ikke vil dele med Danmark. Så kan de ikke forvente at få løbende overførsler, som vi kender i dag uden modydelser. Eller også vil de forsat være en del af fællesskabet, også den dag, de bliver stinkende hovedrige, siger han.

Vælger Grønland at stå på egne ben, vil Kristian Thulesen Dahl allerede nu ændre bloktilskuddet til et rente- og afdragsfrit lån.

Dansk Folkeparti truede i januar de to grønlandske folketingsmedlemmer, der valgte at stemme i indenrigspolitiske danske spørgsmål.

Ritzau: - Når I nu optrapper den her konflikt, hænger det så sammen med, at I vil straffe grønlænderne, fordi de fratog jer flertallet i Folketinget?

- Nej, det kan jeg helt berettiget svare fuldstændig nej til. Grunden til, at jeg kan svare meget firkantet på det, er, at jeg i efteråret 2006 begyndte at interesse mig for det og tog det op på de helt indre linjer med regeringen. Da vi havde folketingsvalget bagefter, tog vi det op over for Fogh. Vi anmeldte forespørgslen, før vi fik konflikten med de grønlandske folketingsmedlemmer, svarer Kristian Thulesen Dahl.

Nu håber Dansk Folkeparti så at forhindre, at Anders Fogh Rasmussen gennemfører selvstyrekommissionens plan. Kristian Thulesen Dahl har to redskaber. Finanslovforhandlingerne kører sideløbende med forespørgselsdebatten og samrådet, påpeger han. Og så håber han altså på at vække danskernes forargelse.

- Jo flere, der hører om det her i Danmark, jo flere bliver målløse. Jo flere, der når at blive involveret i det her, inden selvstyrekommissionen afslutter sit arbejde, jo flere vil måske lægge pres på statsministeren.

Powered by Labrador CMS