udsatte børn
Det skal være slut med at segne under børnesager
Naalakkersuisut vil lægge loft over det antal børnesager en sagsbehandler kan sidde med. En række pilotbyer skal bane vejen.
Sagsbehandlerne i kommunerne er flere steder ved at segne under antallet af børnesager. Det er næppe nogen nyhed, men der er heller ikke sket en afgørende forbedring i de senere år.
Således viser en rapport udarbejdet for Selvstyret fra januar i år, at antallet af børnesager som hver sagsbehandler sidder med går fra 73 sager i Qeqqata Kommunia til 104 sager i Kommune Kujalleq.
200 sager
Rapporten fastslår desuden, at det i enkelte bosteder ser meget værre ud. Her er det gennemsnitlige antal sager per sagsbehandler oppe på 200.
- På flere bosteder er situationen således ganske kritisk i forhold til behandlingen af igangværende børnesager, fastslår Deloitte, som har udarbejdet rapporten.
LÆS: Forslag: Kommuner skal reagere straks ved mistanke om overgreb
Fra forskelligt hold har det gentagne gange været foreslået, at der skal lægges loft over antallet af børnesager, som en sagsbehandler må sidde med. Men hidtil er det ikke sket.
Loft på 25 til 35
Det vil naalakkersuisoq for sociale anliggende og familier, Sara Olsvig (IA) nu lave om på.
- Vi arbejder på, at få lagt et loft over sagstallet, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Problemet er dog ikke så ligetil at løse, da kommunerne er pressede af mangel på personale. Det store antale sager er på sin side igen medvirkende til at sagsbehandlere forlader jobbet, så kommunerne er fanget i en ond cirkel.
- Kommunerne er klar over, at det bliver en udfordring, hvis vi indfører et loft, siger Sara Olsvig (IA).
- Men de har samtidig overfor mig tilkendegivet, at de er positive overfor loftet.
Umiddelbart forestiller naalakkersuisoq sig et loft på omtrent 25 til 35 sager.
LÆS: Sara Olsvig: Børn skal behandles ens over hele landet
Pilotbyer
Det er dog åbentlyst en lang vej fra de 200 sager og ned til 25.
Derfor vil Sara Olsvig (IA) indføre en form for forsøgsordning for at finde frem til, hvilket loft der er realistisk.
- Vi vil tilbyde kommunerne, at vi laver en række pilotbyer, hvor vi indfører et loft. Så kan vi få et billede af, hvad der er muligt.
Hvilke konsekvenser de mange sager har for de børn, der har behov for hjælp og ikke får den eller får den for sent, har blandt andet MIO gentagne gange fastslået. Rapporten fra Deloitte peger endnu en gang på det.
- Antallet af sager pr. sagsbehandler påvirker givetvis kvaliteten i sagsbehandlingen, den tidlige indsats og dermed de ressourcer der anvendes på området pga. for sen indgriben – og ikke mindst opfølgningen på de igangværende sager, står der.