Det har jeg aldrig sagt

Landsstyremedlem for familie og sundhed Naja Petersen afviser at dele området op i to departementer.

Landsstyremedlem Naja Petersen og adm.chef Ann B. Kjeldsen ved mødet med sundhedsudvalget onsdag eftermiddag. Efter mødet sagde Naja Petersen, at hun ikke har udtalt sig om at adskille familie og sundhed. Foto: Jørgen Chemnitz
Offentliggjort

– Jeg har ikke udtalt mig om at adskille familie og sundhed. Det er Jens B. Frederiksens forslag, siger landsstyremedlem for familie og sundhed til Sermitsiaq.

Balladen om hvem der har sagt hvad er opstået efter AG i tirsdags bragte en artikel med overskriften: »Jeg vil kun være landsstyremedlem for familie.«

De sidste tre uger har der været ekstraordinært meget pres på departementet, efter personaleproblemerne på Dronning Ingrids Hospital er kommet frem. Problemerne på DIH følger lige i hælene på den fokus, der har været på børns vilkår i Grønland. Begge problemer hører hjemme under landsstyreområdet for familie og sundhed.

Naja Petersen blev i sidste uge spurgt om hendes holdning, da Demokraternes formand, Jens B. Frederiksen foreslog at de to ressortområder i departementet blev opdelt.

Tirsdag sagde hun i AG:

– Jeg er enig med ham i, at det vil være bedst at opdele området.

Onsdag sagde hun til Sermitsiaq:

– Mit svar er blevet lavet om. Jeg mener ikke at de to områder skal adskilles.

Hvordan Naja Petersen på den ene side kan sige, at hun ikke har udtalt sig om at adskille områderne, og samtidig mener, at hendes svar er lavet om, er ikke klart.

Fredag holder landsstyremedlem Naja Petersen åbningstale ved sundhedsvæsnets ledelseskonference. Om Naja Petersen ved den lejlighed vil kommentere opdeling eller ej, er heller ikke klart.

Powered by Labrador CMS