Kangerlussuaq

Det bliver sværere at smugle hash til Grønland

Endnu et værktøj i indsatsen mod indførsel af hash er på vej. Det lægger Naalakkersuisut i hvert fald op til i deres ændringsforslag af landstingslov om ind- og udførsel af varer

Mistænkelige rejsende kan fra næste år risikere at blive kropsscannet i Kangerlussuaq
Offentliggjort

Mistænkelige passagerer, der muligvis forsøger at smugle hash eller lignende i deres kroppe, kan fra næste år blive kropsscannet i Kangerlussuaq.

Det lægger Naalakkersuisut i hvert fald op til i deres ændringsforslag af landstingslov om ind- og udførsel af varer.

Med naalakkersuisoq for finanser og råstoffer, Demokraternes Anda Uldums, forslag om ændring af landstingslov om ind- og udførsel af varer kan Skattestyrelsen fra næste år foretage scanning af mistænkelige rejsende i Kangerlussuaq, hvis Inatsisartut vedtager Naalakkersuisuts ændringsforslag af det nuværende bestemmelser i loven om ind- og udførsel af varer.

I dag er Skattestyrelsen allerede ved lovbestemmelse berettiget til at foretage eftersyn med rejsende. Eftersyn, som ikke begrænses til den ydre beklædning, kan kun foretages, når der findes rimelig grund til at antage, at personen ulovligt medfører varer skjult på sin person.

Kan kun bruges ved begrundet mistanke
- Moderne teknologi gør det i dag muligt at foretage scanning af personer med røntgenstråler i stedet for at kropsvisitere dem. Bodyscanneren gennemlyser passageren ved hjælp af røntgen, og skal alene anvendes i tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om, at en passager forsøger at smugle varer med videre på sin krop. Udtagelse af rejsende til scanning vil ske ud fra en individuel risikovurdering, og der vil ikke være tale om fuldstændig kontrol af alle rejsende, fremgår det af bemærkningerne til forslaget.

Ifølge lovforslaget skal den rejsende selv acceptere at blive scannet og kan derfor altid fravælge at blive scannet.

- Hvis den rejsende ikke ønsker at blive scannet, vil vedkommende på sædvanlig vis blive kropsvisiteret, fremgår det videre.

Forventes taget i brug næste år
Skattestyrelsen har allerede sendt udbud til anskaffelse af en kropsscanner, som styrelsen forventer vil komme til at koste omkring 1,5 millioner kroner med fragt og installation i Kangerlussuaq.

- Anskaffelsen ventes, på længere sigt, at ville frigive medarbejdere, som i stedet kan anvendes til andre kontrolopgaver, lyder det i oplægget til ændringsforslaget til landstingslov om ind- og udførsel af varer.

Skattestyrelsen forventer, at ibrugtagning af kropsscanneren i Kangerlussuaq kan ske efter første skibsanløb næste år.

Powered by Labrador CMS