Derfor spørger Aleqa så meget

Siumuts forkvinde er den suverænt mest spørgende politiker i Inatsisartut, men det er der en stribe gode grunde til, siger hun. Hun efterlyser flere spørgsmål

Aleqa Hammond afviser, at hun og Siumut stiller for mange spørgsmål
Offentliggjort

En gennemgang af de paragraf 37-spørgsmål, der stilles til naalakkersuisut, som Sermitsiaq.AG har lavet, viser, at Aleqa Hammond med 20 spørgsmål i årets første seks måneder er den suverænt mest spørgelystne parlamentariker.

Og det har en naturlig forklaring, lyder det fra oppositionens leder:

- Jeg er en engageret politiker, og jeg efterlyser informationer og analyser. Og der er paragraf 37-spørgsmål et af de bedste værktøjer, siger hun til Sermitsiaq.AG.

I alt har hun sammen med Siumut stillet 82 ud af 153 paragraf 37-spørgsmål indtil nu i år.

Læs "Her er Inatsisartuts Spørge-Jørgen"

- Men er hvert eneste spørgsmål virkelig så vigtigt?

- Vi stiller jo ikke spørgsmålene for sjov. Der er en mening med hvert spørgsmål, og vi skal bruge svarene i vores parlamentariske arbejde. Og så er det jo desuden vores lovsikrede ret at stille de spørgsmål.

- Det er en kendt sag, at embedsmændene i selvstyret er arbejdspressede. Burde I i Siumut ikke begrænse jeres spørgsmål, så de kan få tid til også at løse deres andre opgaver?

- Hvis ikke de kan nå at besvare de spørgsmål, må de ruske op i sig selv. Faktisk bliver vi nogen gange nødt til at stille et spørgsmål igen, fordi de svar, vi får, er for dårlige, så de bærer også selv noget af skylden, siger Aleqa Hammond.

Hun forstår modsat ikke, at de øvrige parlamentarikere ikke stiller flere spørgsmål til naalakkersuisut.

- Måske har de ikke en så kritisk tilgang til tingene, som vi har i Siumut. De synes jo åbenbart ikke, det er nødvendigt at få svar på alle de ubesvarede spørgsmål, som naalakkersuisut efterlader os med.

Powered by Labrador CMS