medier
Derfor genudsender KNR i stor stil
Kulturpolitisk ansvarlig Nick Nielsen forklarer, hvorfor KNR TV bliver ved med at genudsende
- Det er en ny måde at se og vise tv på.
Sådan siger naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut.
Det sker i et paragraf 37-svar, fordi hans partifælle og medlem af Inatsisartut for Siumut Nikolaj Jeremiassen har spurgt, om Naalakkersuisut har planer om ændringer i forhold til de ’massive genudsendelser’.
Eller udtrykt med Nikolaj Jeremiassens egne ord:
- Seerne langs kysten er forståeligt nok trætte af genudsendelserne på KNR TV, også fordi udsendelserne bliver genudsendt flere gange dagligt.
Nick Nielsen forklarer følgende om den nye sendeflade i KNR TV.
’Da KNR TV startede i 1982, indgik man en aftale med Danmarks Radio om at kunne fylde en hel daglig sendeflade ved især at sende DR's programmer i KNR TV.
Med Teles digitalisering af det landsdækkende sendenet fulgte en teknisk mulighed for at kunne udsende fem tv-kanaler i hele landet, og fra selvstyret besluttedes det tilbyde alle fem tv-kaneler frit til alle seere. Fra januar 2013 kunne fem kanaler således ses i hele Grønland, med blandt andet DR1 som en særskilt tv-kanal, hvilket gav KNR mulighed for at omdanne KNR TV til en rent grønlandssproget tv-kanal med primært grønlandsk produceret indhold - og uafhængig af DR1's programflade.
Ingen bevilling til en hel tv-kanalsendeflade
KNR har ikke bevilling til udfylde en hel tv-kanalsendeflade med egenproduceret indhold, hvorfor KNR TV blev omdannet til en såkaldt 'nichekanal med programloop, hvor tv-programmerne sendes i en sløjfe', hvilket vil sige, at sendefladen eller en del af sendefladen gentages. Dette som en service og fleksibilitet så KNR's seere, udover de cirka to timers daglig ny produktion, som bevillingen giver mulighed for, også får mulighed for at gense KNR TV's programmer på flere forskellige tidspunkter.
Det er en ny måde at se og vise tv på, hvor seerne ikke kun har en kanal til rådighed, som er planlagt for dem, men seerne har nu flere kanaler til rådighed, som de forventes at 'zappe' imellem og selv sammensætte den sendeflade, der passer dem.
Mere tv for pengene
Om der er planer om ændringer i organiseringen af KNR's nuværende sendeflade, vil være op til KNR at beslutte, men som det fremgår af FFL2014, er KNRs samlede bevillingsramme alene foreslået pris- og lønfremskrevet i 2014. Hvad angår selve den ny struktur, med de i alt fem landsdækkende kanaler til de grønlandske seere, så påtænker Naalakkersuisut dette bevaret.
Slutteligt kan det i øvrigt oplyses, at hvor KNR normalt kun har mulighed for øge antallet af nye produktioner ved øget bevilling, lykkedes det i 2012 faktisk KNR TV at producere 120 timers tv mere end det forventede produktionstimetal for 2012 angivet i Public Service Resultatkontrakten’, forklarer Nick Nielsen.