forskning

Derfor får du hovedpine på flyturen

For nogen er en flyvetur lig med kraftig hovedpine. Nu har forskere fundet frem til, hvad der er årsag til smerterne, hvilket er første skridt på vejen til at finde en kur.

For mange flyrejsende er det forbundet med kraftige smerter i hovedet, viser et forskerprojekt.
Offentliggjort

En forskergruppe fra Aalborg Universitet har i et tidligere studium fundet frem til, at en ud af 12 personer får kraftige hovedsmerter, når de flyver.

Vævsskader

- De store ændringer i kabinetrykket ved start og landing kan give vævsskader og inflammation i bihulen, forklarer kandidatstuderende Sebastian Bao Dinh Bui. Et særligt stof udløses, som får karrene i hjernen til at udvide sig og dermed give smerter i hovedet.

Torben Petersen og Sebastian Bao Dinh Bui står bag undersøgelsen som en del af deres studier i Medicin med Industriel Specialisering (MedIS) på Aalborg Universitet sammen med vejleder og lektor Parisa Gazerani. Gruppens resultater er netop blevet udgivet i The Journal of Headache and Pain, oplyser universitetet i en pressemeddelelse.

Forsøgspersoner i trykkammer

De to kandidatstuderende placerede en række forsøgspersoner i et trykkammer, der simulerede trykforandringer under en flyrejse. Undervejs tog de løbende spytprøver for at måle indholdet af det særlige stof PGE2 og stresshormonet kortisol. Begge stoffer blev udløst hos personer, der lider af flyhovedpine.

”Det forhøjede kortisolniveau viser, at disse personer er meget stressede, når de skal flyve. Det er før set, at nogle flypassagerer udvikler angst og stress når de skal rejse, hvilket også kan udløse hovedpinen. Det er en ond cirkel man kommer ind i,”siger kandidatstuderende Sebastian Bao Dinh Bui.

Et pilotprojekt

Forskergruppen på Aalborg Universitet har identificeret PGE2 og kortisol som årsager til flyrelateret hovedpine, men det pointeres, at det kun er et pilotprojekt.

- Der er helt klart noget at arbejde videre med. Vores studie er det første af sin art i verden indenfor flyrelateret hovedpine, og derfor har vi brug for flere og større studier, som kan gentage eksperimentet og undersøge, om vi har ret i vores konklusioner”, siger Sebastian Bao Dinh Bui fra Aalborg Universitet.

Powered by Labrador CMS