Derfor er overgreb så svære at komme til livs
Mange faktorer spiller sammen, når det gælder det høje antal seksuelle ovegreb, siger psykolog Heidi Lindholm. Derfor kan problemet ikke løse alene med en social indsats
Det kræver en langvarig indsats over en bred front, hvis man vil det høje antal af seksuelle overgreb til livs. Det fastslår psykolog Heidi Lindholm, der er del af rejseholdet for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.
- Når overgrebene har så stort et omfang, som her i Grønland kan man ikke se det som et isoleret problem. Der er en hel stribe faktorer, der spiller sammen og forstærker hinanden, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Hun har identificeret mindst 11 faktorer, der gensidigt påvirker hinanden og gør problemerne komplekse.
- Der er naturligvis de forskellige sociale problemer. Vi ved også fra andre lande, at store sociale problemer ofte fører til flere overgreb.
Boligmangel
Men også økonomiske problemer, manglende uddannelse, psykiske problemer og mangel på arbejdspladser spiller ind.
- Boligmangel er også en faktor i for eksempel Nuuk og Tasiilaq. Når man bor tæt, vil risikoen overgreb og vold blive øget, hvis misbrug spiller sammen med en mangel på sengepladser.
Heidi Lindholm siger, at eftervirkningerne efter kolonitiden bidrager til lavt selvværd, skam, fortielse og manglende tillid. I samfund med en stærk koloniherre vil befolkningens aggression rette sig mod ligesindede i stedet for mod overmagten, som man alligevel ikke kan påvirke. Dette kan komme til udtryk i form af vold, mobning, seksuelle overgreb og bagtaleri.
- Denne adfærd bliver nedarvet gennem generationerne, men det er mit klare billede, at det på præcis dette punkt er ved at aftage.
Færre overgreb
Tilbøjeligeden til at forti problemer tilskriver hun også dels den postkoloniale kultur dels små samfunds historiske behov for at beskytte sig selv. Også på det punkt ser psykologen en tendens til at tingene tilstand ændrer sig.
Den seneste befolkningsundersøgelse viser da også, at det går i den rigtige retning med omfanget af seksuelle overgreb. Blandt personer, der i dag er mellem 44 og 49 år, er over 40 procent blevet udsat for seksuelle overgreb, mens det i næste generation, som er i tyverne er 20 procent. Dette er dog i sagens natur stadig et meget højt tal.
- Hvis man vil bryde med de faktorer, der forstærkere hinanden, skal man handle på flere områder på en gang. Ud over den konkrete sociale indsats, kræver det også, at man ser på boligproblemer, uddannelse, misbrug af alkohol og stoffer, selvmord og øger viden om konsekvenserne af seksuelle overgreb, siger Heidi Lindholm.
Heidi Lindholm, skal på søndag sammen med naalakkersuisoq Martha Abelsen og Killiliisa-rollemodel Gukki Nuka deltage i en debat om seksuelle overgreb på Nordatlantens Brygge i København.