Derfor er danskerne verdens mest tillidsfulde

Danskerne er verdensmestre i tillid - eller 'social kapital' som en professor fra Aarhus Universitet kalder det

Et billede fra årets udgave af den elektroniske musikfestival 'Distortion' i København. Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
Offentliggjort

Udlændinge i Danmark forbløffes over, at man på køreture gennem det danske sommerland støder på ubemandede boder med friske jordbær, sprøde asparges og en lille cigarkasse med byttepenge.

Endnu mere forbløffende er det, at bodens ejer om aftenen kan hente en fyldt pengekasse. Stort set alle andre steder i verden ville både jordbær, asparges og penge være væk.

Den danske tillid ligger på en 1. plads i verden, og ifølge professor Gert Tinggaard Svendsen fra Aarhus Universitet er denne tillid at betragte som social kapital.

Det kan du læse mere om i hans bog ’Tillid – Tænkepauser’, som er del af en serie af bøger, som dette efterår udgives af Aarhus Universitetsforlag. Du kan også høre den som lydbog her.

Velfærdssystemet afhænger af tillid
Danskerne stoler blindt på staten, på politiet, og på fremmede mennesker, når vi ubekymret stiller vores børn i ubevogtede barnevogne uden for butikker.

Danskerne scorer også højest i et forsøg, hvor man smed punge med pengesedler rundt omkring på gaden og talte, hvor mange der blev afleveret med indhold.

78 ud af 100 danskere svarer ja til spørgsmålet 'Kan du stole på de fleste mennesker?', mens det samme kun gør sig gældende for 3 ud af 100 brasilianere.

Umiddelbart kan det virke tåbeligt og blåøjet med al den danske tillid.

Set fra et samfundsmæssigt synspunkt er det dog smart, at vi er så tillidsfulde, for social sammenhængskraft i et samfund er med til at give en god økonomi og en stærk produktionskraft.

- Så vi er ikke kun tillidsfulde, fordi vi har et velfærdssystem - vi har også et velfærdssystem, fordi vi er tillidsfulde, fortæller Gert Tinggaard Svendsen.

Stoler du på de fleste mennesker her i Grønland? Hvorfor eller hvorfor ikke? Hvor ligger vi mon i forhold til danskernes svar? Deltag i debatten herunder.

Powered by Labrador CMS