'Den sidste is' er begyndt at smelte
Havis nord for Grønland er begyndt at smelte og drive væk. Det blev ellers anset af forskere som meget solidt og er blevet kaldt 'Den sidste Is'.
Efter to usædvanligt varme perioder er den ældste og tykkeste is i Arktis begyndt at smelte og drive væk fra kysten. Det skriver den britiske avis The Guardian og TV2.
Isen ud for Grønlands nordkyst er ellers normalt så stabil, at forskere tidligere har regnet med, at den ville være det allersidste stykke havis, der ville begynde at smelte som følge af klodens stigende temperaturer. Af samme årsag kaldes området for ‘Den sidste Is’ eller ‘The Last Ice Area.’
- Det er ikke set før, at den del af havet har åbnet sig op, siger den danske professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild, der leder det norske center for klimaforskning, Nansen-centret i Bergen, til TV2.
Ifølge flere eksperter, som de to medier har talt med, er isen begyndt at smelte først efter en periode i februar, hvor temperaturen helt usædvanligt lå på plusgrader i en periode på ti dage. Normalt er temperaturen under minus 20 grader.
Ifølge Rasmus Tage Tonboe, der er ekspert i is på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), skyldes fænomenet usædvanligt varme vinde sydfra.
- Den stærke og varme vind blæste isen væk fra land, så der blev dannet en åbning med klart vand mellem kysten og havisen. Senere, da kulden vendte tilbage, blev der igen dannet is her, men den var tyndere end før, siger Rasmus Tage Tonboe til TV2.
Det samme skete i sidste uge, hvor en rekordhøj temperatur på 17 grader blev målt.
Det har betydet, at isen er drevet længere væk fra kysten end nogensinde registreret, siden satellitter begyndte at overvåge isen i 1970'erne.
Ifølge DMI er det et isoleret vejrfænomen, der har forårsaget de usædvanlige hændelser. Men hvis temperaturen stiger med globale klimaforandringer, vil risikoen stige for, at det vil ske igen.
- Hændelsen er et vejrfænomen, hvor vinden har blæst isen væk fra kysten, og varmen har holdt åbningen åben. Men vi må forvente, at bliver klimaet varmere, vil samme hændelse kunne ske igen, siger Till Rasmussen, forsker ved DMI.
Udviklingen vækker voldsom bekymring hos WWF Verdensnaturfonden.
- Vi taler altså om det sidste lille område, hvor forskerne troede, at der stadig ville være havis om sommeren helt frem til 2050. Det, der skulle have været Arktis’ dyrelivs sidste helle, er begyndt at forsvinde nu, siger generalsekretær Bo Øksnebjerg.
Han understreger, at udviklingen kan gå ud over en række dyr, som er afhængige af, at der er is hele sommeren, når de skal finde føde.
- Det er for eksempel hvidhvaler, narhvaler og isbjørne, som fanger sæler ved iskanten, siger han.