Den danske regering i magtkamp om Grønland

Ifølge Berlingskes oplysninger har statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøgt at bremse udenrigsminister Villy Søvndals forsøg på at sætte et dansk investeringsinitiativ i råstofaktiviteter i gang i Grønland

Ifølge Berlingskes oplysninger har statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, tilsyneladende forsøgt at bremse udenrigsminister Villy Søvndals, SF, deltagelse i et vigtigt møde om Grønland. Foto: Benny Kokholm
Offentliggjort

Det danske magtspil om Grønlands råstoffer får nu en dramatisk drejning på højeste niveau i regeringen.

Ifølge Berlingskes oplysninger har statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, tilsyneladende forsøgt at bremse udenrigsminister Villy Søvndals, SF, deltagelse i et vigtigt møde om Grønland.

Efter hvad Berlingske erfarer, blev Søvndal af Statsministeriet bedt om ikke at deltage i mødet, efter at ledelserne for entreprenørselskabet MT Højgaard og det rådgivende ingeniørfirma Orbicon havde inviteret såvel den danske udenrigsminister som formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, til drøftelse af, hvordan for eksempel danske pensionskasser kunne samarbejde med internationale efterforsknings- og mineselskaber om investeringer i råstof- og mineaktiviteter i Grønland.

Statsministeren har spændt ben
Helle Thorning-Schmidts ministerium har efter Berlingskes oplysninger spændt ben for Villy Søvndals bestræbelser på at deltage i konferencen om, hvordan man kunne fremme dansk erhvervslivs og pensionskassers interesser og investeringsmuligheder i Grønland.

Efter hvad Berlingske erfarer, er det fra Statsministeriet blevet gjort klart for udenrigsministeren, at han ikke skulle deltage i mødet, der skulle foregå et sted i københavnsområdet. MT Højgaard og Orbicon valgte derfor at aflyse mødet, som de inviterede til i slutningen af november til afholdelse i begyndelsen af januar.

Powered by Labrador CMS