urandebat

Demonstranter skuffet over kold skulder

Uran-kritikere fik onsdag ikke mulighed for at levere deres budskab direkte til hverken Naalakkersuisut eller til nogle Inatsisartut-medlemmer fra den daværende koalition

Demonstrationsmarchen startede klokken 16.30 på torvet Amisut med retning mod Inatsisartut-bygningen
Offentliggjort

Selvom flere hundrede borgere i Nuuk onsdag demonstrerede imod Naalakkersuisuts ønske om at ophæve nultolerance-politikken over for uran og andre radioaktive mineraler ved mineraludvinding, så fik demonstranterne ikke mulighed for at levere deres budskab direkte til koalitionspolitikerne.

Ingen medlemmer af Naalakkersuisut eller nogle Inatsisartut-medlemmer fra Siumut, Atassut eller Partii Inuit - som nu er blevet smidt ud af Naalakkersuisut - havde nemlig lyst til at møde demonstranterne.

Og det skuffer interessegruppen ’Naamik qujaannarpunga’ (ellers tak), som havde arrangeret demonstrationsmarchen.

- Vil vi på vegne af den store folkemængde udtrykke vores store skuffelse over, at ingen fra Naalakkersuisut eller ingen fra Siumut, Atassut eller Partii Inuit fandt det ulejligheden værd at vise sig over for os for at lytte til vores budskaber. Vi forstår det som en yderligere bekræftelse på den manglende vilje og åbenhed til at inddrage og lytte til borgerne - på trods af valgløfterne om det modsatte, skriver Marianne Jensen på vegne af Naamik qujaannarpunga.

Se stort galleri fra demonstrationen

Naamik qujaannarpunga ville gerne have overbragt følgende budskaber til samtlige partier i Inatsisartut:

  • Udsæt beslutningen om ophævelse af nultolerancen.
  • Pålæg Naalakkersuisut om at iværksætte en systematisk, uvildig og letforståelig informations- og debatkampagne, inden en beslutning finder sted.
  • Naamik qujaannarpunga vil bede jer om at respektere og overholde bestemmelserne om inddragelse af befolkningen i henhold til oprindelige folks rettigheder om deres frie, forudgående og informerede samtykke.
  • Endvidere opfordrer Naamik qujaannarpunga til, at der sættes fokus på de andre muligheder inden for råstofsektoren, som ikke begrænses af nultolerancen frem for at sætte uranproduktion som jeres førsteprioritet.
Powered by Labrador CMS