Demokraterne freder Tuusi

Det borgerlige koalitionsparti Demokraterne bakker op om Inatsisartut-formand Josef Tuusi Motzfeldt efter møde om hash-artikler.

Demokraterne betragter sagen om Josef Motzfeldt og AG som afsluttet. Foto
Offentliggjort

Mødet er kommet i stand, efter at avisen AG i en række artikler har anklaget politikeren fra Inuit Ataqatigiit for at ryge hash - og avisen har samtidig beskyldt politikeren for at lyve om sagen.

Landstingsformand Josef Motzfeldt har omvendt - efter en pause - understreget, at han er blevet fejlciteret.

Demokraternes gruppeformand, Niels Thomsen, peger efter mødet på, at partiet ikke vil gøre sig til dommer over, hvem der taler sandt.

- Det må være en sag mellem Josef Motzfeldt og AG. På den baggrund mener vi ikke, at det kan bevises om Josef Motzfeldt har løjet eller ej. Demokraterne har dog gjort det meget klart over for Josef Motzfeldt, at vi fremover forventer, at han er meget hurtigere til at få rettet eventuelle fejlcitater i medierne, og vi har opfordret ham til at være mere åben i sin omgang med medierne, så der ikke sker misforståelser i fremtiden, siger gruppeformanden.

Demokraterne betragter efterfølgende sagen som afsluttet.

Powered by Labrador CMS