Demokraterne: Flere operationer kræver mere personale

Når antallet af operationer stiger, mens antallet af medarbejdertimer er stagneret, så er der risiko for at arbejdsmiljøet forringes. Det mener medlem af Inatsisartut for Demokraterne Anna Wangenheim.

Offentliggjort

På trods af at der ikke er tilført flere midler eller flere medarbejdere, så stiger antallet af operationer, der bliver udført på Dronning Ingrids hospital. Det betyder, at arbejdsgange og produktivitet er blevet effektiviseret, og det kan gå ud over medarbejdernes trivsel, påpeger Anna Wangenheim.

For at få bekræftet, at der er sket en effektivisering på baggrund af de stigende aktiviteter, har Anna Wangenheim stillet spørgsmål til Naalakkersuitut om antallet af udførte operationer. Svaret viser, at der blev udført 2475 operationer i 2019, hvilket er 659 mere end i 2016.

- Tallene bekræfter min hypotese om flere arbejdsopgaver til de samme hænder, og derfor styrker det mig yderligere i at kritisere den omstillingsproces, som ikke er blevet beregnet i efteråret, men som vi kan se er en stigning i de administrative udgiftsposter, siger Anna Wangenheim til Sermitsiaq.AG.

Politikeren ønsker at få belyst, hvorvidt der skal laves en evaluering af den nuværende normering blandt læger og sygeplejersker i forhold til de stigende aktiviteter.

Det handler om at sikre ordentlige arbejdsvilkår for de medarbejdere, som skal løfte opgaverne, understreger politikeren.

- Der er ikke kommet nye medarbejdere på gulvniveau. Det er dem, der udfører kerneopgaven på tætteste hold hos patienten. Vi har derfor behov for at kigge på, hvordan ressourcerne og den økonomiske ramme kan udnyttes på bedst mulige måde, siger hun.

Ressourcer tættere på patienten

Det skal efter hendes mening gøres ved at sætte ind med ressourcer så tæt på patinterne som muligt.

- Jeg er af den overbevisning, at en effektivisering forudsætter, at du har det mandskab, du skal bruge direkte ved patienterne. Fagpersonalet ved, hvordan de kan bidrage med at finde bedre løsninger og dertil muliggøre en potentiel besparelse på sigt. Ikke ved at ansætte flere administrative funktioner, når tallene klart viser en stigning af aktiviteter, siger Anna Wangenheim.

Politikeren er godt klar over, at den største udfordring ligger i de mange midlertidige ansættelser og rekrutteringsproblemer, som sundhedsvæsenet har kæmpet med i mange år.

- Korttidsanssættelser er en stor økonomisk og kvalitetsmæssig udfordring, idet det tager tid at lære de interne organisatoriske arbejdsopgaver, og i sidste ende kan det også øge belastning for de fastansatte og den lokale arbejdskraft, som skal oplære nye samtidig med, de skal passe deres egne opgaver, siger Anna Wangenheim.

Powered by Labrador CMS