Demokraatit afviser forslag: Forfatningsarbejdet er ren symbolpolitik

Der er først brug for en forfatning, når Grønland er tæt på selvstændighed, og derfor er det nuværende udkast mere end rigeligt, mener Demokraatit.

Offentliggjort

Oppositionspartiet Demokraatit afviste koalitionspartierne IA og Siumuts forslag om at gå videre med forfatningsarbejdet i form af folkeoplysning og færdiggørelse af forfatningsudkastet.

Det slog Demokraatits ordfører Nivi Olsen fast under torsdagens debat i Inatsisartut om udkastet. Debatten afspejlede i høj grad, at partierne har hver deres holdning til hvordan og ikke mindst hvornår selvstændighed for Grønland kan opnås.

Således mente Demokraatit, at andre problemer her i landet er så alvorlige og presserende, at der ikke kan prioriteres midler til at fortsætte processen omkring forfatningsudkastet, som IA og Siumut foreslår.

Olsen: Vi kunne have repareret en skole

- Forfatningsarbejdet har i høj grad fungeret som symbolpolitik på, at vi arbejder for selvstændighed, lød det fra Nivi Olsen, der henviste til, at der allerede er brugt 30 mio. kr. til forfatningsudkastet, og der ikke bør bruges en krone mere.

- Børn og lærere udsættes for skimmelsvamp på skolen i Maniitsoq. Vi kunne eksempelvis have repareret skolen for de 30 mio. kr., sagde hun.

Nivi Olsen mente desuden, at økonomisk selvstændighed og hjemtagelse af sagsområder fra staten er vigtigere end et forfatningsudkast:

- Realiteterne er, at vi må arbejde med de muligheder, vi har, for at blive økonomisk selvstændige, fremfor blot nogle ord i en lovtekst, lød det fra Nivi Olsen, der også savnede forslag til, hvordan dem, der vil have selvstændighed, vil undvære bloktilskuddet fra Danmark på fire milliarder kroner årligt.

Jerimiassen: Udkastet er en narresut

- Det er bekymrende, når man vil bruge penge på det her. Vi er nødt til at have større fokus på borgernes vilkår, sagde Nivi Olsen fra talerstolen.

Repræsentanter fra koalitionspartierne Siumut og IA besvarede kritikken fra Nivi Olsen med blandt andet at påpege, at der gøres mange tiltag for at forbedre forholdene for befolkningen samtidig med arbejdet med forfatningsudkastet.

Ligesom Demokraatit havde Atassut store forbehold for at fortsætte forfatningsarbejdet. Partiet foreslog, at der foretages en folkeafstemning om statsdannelse inden forfatningsarbejdet færdiggøres:

- Forfatningsudkastet er en narresut, lød det fra formand Aqqalu C. Jerimiassen, der fortsatte:

Naleraq argumenterede for højere tempo

- Prøv at lyt til befolkningen, der gennem mange år er blevet lovet guld og grønne skove. Er det ikke et tegn på, at de mange løfter om statsdannelse og selvstændighed er tomme?

Atassut-formanden pegede på en stigende vrede på sociale medier over eksempelvis forholdene i sundhedsvæsenet og mente i lighed med Demokraatit, at pengene i stedet bør prioriteres til netop sundhedsvæsenet eller eksempelvis de sociale problemer.

I den anden ende af "selvstændighedsskalaen" befandt Naleraq sig, hvor partiformand Pele Broberg talte for, at få færdiggjort arbejdet med forfatningsudkastet i en fart, således det kan sendes i høring i 2024 med henblik på en senere folkeafstemning.

Med opbakning fra IA, Siumut og Naleraq er forslagene om at arbejde videre med forfatningsarbejdet blevet sendt videre til udvalgsbehandling.

Powered by Labrador CMS